Annonce
Erhverv

Danmark undviger økonomisk EU-nedkøling forårsaget af Trump

John Thys/Ritzau Scanpix
Vækstskøn for EU nedjusteres en smule på grund af Trumps handelspolitik, brexit og politiske spændinger.

Politisk usikkerhed og handelspolitiske spændinger får EU til at skrue lidt ned for forventningen til økonomierne.

Danmark bliver i mindre grad ramt. Det skyldes fokus på vindmøller og medicinalindustri. De to sektorer er mindre følsomme, hedder det i EU-Kommissionens sommerprognose, der er udsendt onsdag.

Generelt er Europas økonomier under pres fra blandt andet brexit og den amerikanske præsident Donald Trumps handelspolitik. Han har indført høje toldsatser på stål og aluminium, og han har truet med toldkrig på biler.

Vækstskønnet for 2020 nedjusteres til 1,4 procent som følge af udsigten til opbremsning. I rapporten fra foråret lød forventningen, at væksten næste år ville ende på 1,5 procent.

Prognosen slår dog fast, at der fortsat er vækst i bruttonationalproduktet (bnp) over hele EU. Det er syvende år i træk med vækst.

- Vores økonomiers robusthed er under pres af den vedholdende svækkelse i produktionssektoren. Det skyldes handelsspændinger og politisk usikkerhed, siger EU's finanskommissær, Valdis Dombrovskis.

Danmark bliver i mindre grad ramt af nedkølingen globalt. Det fremgår af rapportens afsnit om Danmark.

- Landets industriproduktion er specialiseret i varer, der synes mindre følsomme over for ændringer i den globale økonomi. Herunder medicinalprodukter og vindmøller.

- Det har hjulpet Danmark til at undgå en opbremsning trods faldende efterspørgsel globalt, hedder det i rapporten.

Desuden ventes en solid vækst i det danske privatforbrug at fortsætte. Det gælder også for næste år. Denne vækst understøttes af et "stærkt arbejdsmarked" og af "støt stigende lønninger".

Vækstskøn for Danmark er uændret siden foråret.

Ser man på hele EU, trækker lande som Italien og Tyskland i nedadgående retning. I Italien ventes en bnp-vækst på 0,1 procent, mens Tyskland skønnes at lande på 0,5 procent i år.

Det skal måles mod gennemsnittet i EU på 1,4 procent.

Inflationen vurderes at blive lidt lavere end i tidligere skøn. Det skyldes ikke mindst lave priser på råolie.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Rådyr skyld i færdselsuheld

Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce