Annonce
Erhverv

Danmarks økonomi ser ud til at fortsætte opsving

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Bnp-indikator, der giver bud på udviklingen i økonomien, viser fremgang på 0,8 procent i andet kvartal.

Danmarks økonomi ser ud til at være vokset i andet kvartal.

I hvert fald viser en indikator for udviklingen i Danmarks bnp en vækst på 0,8 procent sammenlignet med kvartalet før.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der understreger, at tallet er forbundet med usikkerhed. Bnp er et udtryk for størrelsen på et lands økonomi.

- Fremgangen i bnp ses bredt i økonomien, hvor industri og transport bidrager særligt til den markante vækst, skriver Danmarks Statistik.

Hos Nykredit kalder cheføkonom Tore Stramer tallet en positiv overraskelse.

Han peger på, at Danmark indtil videre har undgået skrammer fra handelskrigen mellem USA og Kina.

- Det er umiddelbart en rigtig positiv overraskelse, med tanke på at vi befinder os i en periode med global modvind.

- Det viser et eller andet sted, at dansk økonomi står stærkt i en tid med usikkerhed, siger Tore Stramer.

Han peger på, at især de danske virksomheders eksport viser styrketegn.

- Det er særligt eksporten, der klarer sig godt. Det er særligt eksporten af vindmøller, landbrugsvarer og medicin, der er mindre følsom over for en global afmatning, siger Tore Stramer.

På sigt vil det dog være vanskeligt for dansk økonomi at vige uden om en knirkende verdensøkonomi.

- Danmark er en lille åben økonomi. Vi er meget afhængige af udviklingen i den store verden.

- Så hvis den her globale afmatning bider sig fast eller bliver værre, må vi nok berede os på, at det rammer den hjemlige aktivitet, og at vi får lavere vækst end i øjeblikket, siger Tore Stramer.

For første halvdel af 2019 er Danmarks økonomi ifølge bnp-indikatoren fra Danmarks Statistik vokset to procent sammenlignet med første halvdel af 2018.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce