Annonce
Kolding

Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden findes i Kolding

Hotel Koldingfjord blev onsdag kåret som "bedste hotel udenfor hovedstaden" ved den 24. udgave af Danish Travel Award. - Det er et resultat af det store arbejde, som alle her i huset yder, og som jeg selv har været en del af i over ti år. Vi har udviklet et produkt, der giver genlyd, siger administrerende direktør Peder Madsen. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard

Det tidligere julemærkesanatorium i Kolding, der siden 1990 har været hotel, blev onsdag kåret til Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden. Det handler om at møde gæsten i øjenhøjde, siger direktøren. - Hotellet er ikke for fint til, at du også kan komme her i træsko.

Kolding: Stemningen var i top på Hotel Koldingfjord, da Barack Obama i sidste uge tjekkede ind på hotellet, og nu har humøret fået endnu et hak op ad, efter Hotel Koldingfjord er kåret som Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden.

- Det forpligter faktisk, at der er nogle, der siger, at det ikke er så tosset, det vi gør på Hotel Koldingfjord. Det var også noget af det, jeg sagde, da jeg samlede medarbejderne for at rose dem. Vi skal blive ved med at produktudvikle og komme videre. Men det er en milepæl, siger Peder Madsen, der er administrerende direktør på hotellet.

Det er rejsemagasinet Standby.dk, der for 24. gang stod bag Danish Travel Award, der uddeler priser til blandt andet bedste rejsebureau, flyselskab og bedste hotel i hovedstaden og udenfor hovedstaden. Der var 25 hoteller udvalgt til konkurrencen "bedste hotel udenfor hovedstaden", hvor hotellet var i finalen sammen med Hindsgavl Slot og Hotel Marienlyst.

- Da konferencieren siger vores navn, der bliver jeg selvfølgelig enormt stolt og glad. Det er et resultat af det store arbejde, som alle her i huset yder, og som jeg selv har været en del af i over ti år. Vi har udviklet et produkt, der giver genlyd. Men det er ikke min pris. Det er medarbejdernes pris, siger Peder Madsen.

Annonce

Det er et spørgsmål om at møde gæsterne, undervisere og arrangører, hvor de er. Hvad har I gang i? Fungerer det? Kan vi rette noget, så det passer til jeres behov?

Peder Madsen, direktør på Hotel Koldingfjord

Kort om Hotel Koldingfjord

Hotel Koldingfjord ligger ved fjorden omkranset af fredskov. Hotellet er opført som Danmarks første julemærkesanatorium i perioden 1907-1911, og frem til 1960 fungerede bygningerne som sanatorium for børn ramt af tuberkulose. Fra 1988 til 1990 blev de fredede bygninger renoveret og ombygget, og i 1990 åbnede hotellet, der i dag har 132 værelser. Hotellet er ejet af Pensionskassen for Sygeplejersker og Dansk Sygeplejeråd.

Service i øjenhøjde

Vinderne af de fleste af de 18 priser ved årets Danish Travel Awards er primært fundet via analyseinstituttet Epinions udvidede Danmarkspanel. Her kan over 2.000 medlemmer stemme på deres favorit.

Hvad tror du selv, der gør sig gældende, når deltagerne i Danmarkspanelet stemmer på Hotel Koldingfjord?

- Jeg tror, det er fordi, vi leverer vedkommende og personlig service. Vi er nærværende og møder vores gæster i øjenhøjde. Det kan godt være, at Hotel Koldingfjord er et pænt og nydeligt sted. Men hotellet er ikke for fint til, at du også kan komme her i træsko. Det er et spørgsmål om at møde gæsterne, undervisere og arrangører, hvor de er. Hvad har I gang i? Fungerer det? Kan vi rette noget, så det passer til jeres behov? siger Peder Madsen.

I sidste uge tog hotellet imod Obama, og nu bliver hotellet kåret som det bedste hotel uden for København. Kan I snart få armene ned?

- Nej, det kan du sige. Det er også derfor, jeg er nødt til at sige, at det forpligter at få sådan en pris. Nu skal vi sikre, at vi leverer en vare, der er i orden, siger Peder Madsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Nye ejere af campingpladsen i Børsmose

Vejen

Bilen rullede rundt i glat føre

Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Danmark

Små børn efterladt i Aarhus: Nu er to frihedsberøvet og en anholdt i sagen

Annonce