Annonce
Sønderborg

Danmarks største brugsforening har store byggeplaner

Danmarks største brugsforening med direktør Lars G. Andersen og formand Hans Duus vil bygge nyt ved Augustenborg. Foto: Timo Battefeld
Brugsen for Als og Sundeved vil bruge over 100 millioner kroner på opførelse af nyt distributionscenter, centralbageri og supermarked tæt ved Augustenborg.

Augustenborg: Danmarks største brugsforening vil lave sin største enkeltstående investering nogensinde. Ved Bro-rundkørslen i Augustenborg vil Brugsen for Als og Sundeved i gang med stort byggeprojekt.

- I dag er det allerede en meget befærdet rundkørsel. Allerede nu kommer der mellem 17.000-22.000 forbi om dagen og forventningen er, at der bliver endnu mere, når der kommer ferieresort på Nordals i 2023, siger direktør Lars G. Andersen.

På det 80.000 kvadratmeter store grundstykke vil BALS i første omgang bygge et distributionscenter, centralbageri og lager, der gerne skal stå klart i 2023. Anden etape bliver administration, drive-in café og OK Greenstation med vaskehal, el-ladere og pusleplads.

- Det er en vanvittig stor investering, men vi gør det for at fremtidssikre. Alt i alt kommer det ihvertfald op i en investering på 100 millioner kroner eller mere, forklarer Lars G. Andersen.

Foreningen vil klare en del af finansieringen selv, men skal også ud og låne nogle penge.

Annonce

Det er en vanvittig stor investering, men vi gør det for at fremtidssikre.

Lars G. Andersen, direktør i BALS

Håber på motorvej

Tredje etape bliver mere lager, samt at man bygger et topmoderne og energivenlig supermarked på mindst 3.000 kvadratmeter og med 120 p-pladser. Her det planen, at den nuværende superbrugs i Augustenborg rykker ind.

- Dermed ikke sagt, at vi ikke skal have en butik i Augustenborg. Der kunne for eksempel også være en Fakta, understreger Lars G. Andersen.

I forudsætning for flytningen er dog, at der kommer motorvej helt hen til rundkørslen ved Bro. Det forventer BALS sker som led i opførelsen af ferieresortet på Nordals. Dermed vil Bro-rundkørslen blive den helt centrale indfaldsvej til Augustenborg.

- Men hvis motorvejen ikke kommer, bliver vores superbrugs nok liggende inde i Augustenborg, forklarer Lars G. Andersen.

BALS ejer allerede en del af jorden, samt har forkøbsret til resten. Det er ikke sat dato på 2. eller 3. etape.

Flere år undervejs

Brugsen for Als og Sundeved har arbejdet på projektet i 3-4 år. Den har allerede en OK-tank, vaskehal samt mindre bygning i området. Lige nu er byggeplanerne til behandling hos Sønderborg Kommune.

Projektet indeholder også anlæggelse af kolonihaver, solcellepark samt en enkelt vindmølle, ligesom der vil være mulighed for udvidelser. Der vil også være stisystemer, opholdsarealer og grønne rum. Denne del er dog ikke indregnet i de 100 millioner kroner.

BALS er ikke en hvilken som helst brugsforening. Med to Kvickly-varehuse, tre SuperBrugsen, fem Dagli’Brugsen, tre Fakta-butikker og 13 OK-tankanlæg er den Danmarks største målt på omsætning, som i 2019 blev på næsten 551 millioner kroner.

Brugsforeningen har alene de seneste 3-4 år brugt over 100 millioner kroner i modernisering af sine mange butikker. Foreningen har også investeret massivt i it, hvilket den fortsætter med. Over de næste ti år vil den bruge 43 millioner.

På det store grundstykke vil BALS i første omgang bygge et distributionscenter, centralbageri og lager. Foto: Timo Battefeld
Oversigtskort over hele planen. Grafik: B&H
Skitse for hvordan byggeriet kunne se ud. Grafik: B&H
Skitse for hvordan byggeriet kunne se ud. Grafik: B&H
Oversigtskort over hele planen. Grafik: B&H
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce