Annonce
Esbjerg

Danmarks største private boligudlejer vil bygge 120 nye boliger i Gl. Gjesing

Et af højhusene på Mølleparkvej, som Heimstaden erhvervede for små to år siden. Nu ønsker det store ejendomsselskab at føje nybyggeri til området. Foto: Googlemaps.
Norsk-svenske Heimstaden er på vej med 120 nye boliger tæt ved Esbjergs højeste beboelsesejendomme på Mølleparkvej.
Annonce

Esbjerg:  Ejendomsselskabet Heimstaden har kastet sin kærlighed på Esbjerg, og går det, som selskabet ønsker, så skyder der 120 nye boliger op i et af de grønne områder i Gl. Gjesing ved Esbjergs højeste beboelsesejendomme på Mølleparkvej, som selskabet i forvejen ejer.

Totalentreprenøren Raundahl & Moesby A/S har netop på vegne af Heimstaden anmodet Esbjerg Kommune om at få udarbejdet en lokalplan og kommuneplanændring for med henblik på at bygge nye etageboliger tæt ved den ene af de to 12-etagers boligblokke med de i alt 262 lejligheder, som Heimstaden erhvervede fra Thylander Gruppen i december 2018.

Annonce

Ny lokalplan

Ifølge Esbjerg Kommune løber byggeprojektet op i samlet set 11.500 etagekvadratmeter på det grønne areal, der er 13.300 kvadratmeter. Kommuneplanen giver mulighed for at bygge i fire etager, men ønsket er at opføre boliger i op til seks etager, og der skal derfor en kommuneplanændring til. Samtidig forudsætter projektet en ny lokalplan, fordi nybyggeriet ligger uden for lokalplanens byggefelter.

Det er tanken, at de nye boliger skal skyde op på den nordlige del af Mølleparkvej, mens det grønne areal syd for vejen, hvor det andet højhus ligger, skal udvikles til et rekreativt område med regnvandshåndtering:

- Vi har rettet henvendelse til kommunen for at afklare, hvad der skal til, for at vi kan bygge på arealet foran det ene højhus på Mølleparkvej – og hvordan vi bedst udnytter kapaciteten i området og samtidig sikrer grønne arealer til ophold for alle beboerne i området, bekræfter Marie Honoré, kommunikations- og marketingchef hos Heimstaden Danmark, der først senere kan løfte sløret for detaljer i projektet.

Indstillingen fra forvaltningen til Plan & Miljøudvalget, der skal behandle sagen mandag, er at sætte gang i arbejdet med lokalplanlægningen, som skal sikre, at den nye bebyggelse placeres og udformes, så den dels passer til de ejendomme, der allerede findes, dels at der stadig er parkerings- og fri-arealer nok.

Det med rødt optegnede felt er Mølleparken, og det er tanken, at der på den nordlige del skal bygges 120 nye boliger, mens den sydlige del forbeholdes et rekreativt område. Kort: Esbjerg Kommune.

Heimstaden, der blev grundlagt i Sverige i 1998 og har været etableret på det danske ejendomsmarked siden 2014, tog et ordentligt spring ind i det vestjyske, da man for små to år siden købte ikke alene de to højhuse på Mølleparkvej, men også 46 lejligheder i Grønnegade og 25 rækkehuse i Skyttens Kvarter i Sønderris - alt i alt 333 boliger.

Annonce

På shopping

For godt en måneds tid siden gik Heimstaden på endnu et storindkøb på det esbjergensiske ejendomsmarked, da man erhvervede to yderligere ejendomme, nemlig Fynsgade 4-10 - den gamle Arbejdsformidlingen på hjørnet af Fynsgade og Teglværksgade - samt Spangsbjerg Møllevej 18.

Derudover er Heimstaden engageret i opførelsen af op imod 500 studie- og ungdomsboliger i tre højhuse i A Place To-projektet, tidligere benævnt Kaktus-tårnene, på Tovværksgrunden i Grådybet.

Heimstaden har norske Fredensborg A/S og de svenske pensionsselskaber Alecta, Folksam og KPA Pension som primære ejere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce