Annonce
Billund

Dansefeberen raser blandt børn og unge: - Det ser vildt fedt og sjovt ud

Alle blikke er skarpt rettet mod Stine Kaus og hendes bevægelser under danseundervisningen. Foto: Mai Møller Christensen
De yngste er otte år, de ældste tæt på 20 år. Et gratis tilbud om dans for børn og teenagere hver mandag i sommerferien har sat tempo på Hal 3 i Magion, hvor den professionelle danser Stine Kaus er vendt hjem for at instruere.
Annonce

GRINDSTED: Børneøjnene er store af koncentration. Der er panderynker, små arme strakt stift ud til siden for balance, og så hamrer de niårige ben ellers ned i Magions trægulv på alverdens forskellige måder, i et stålsat forsøg på at udføre helt de samme trin som instruktøren oppe foran.

Og helst på samme tid. Eller i hvert fald ikke særligt mange splitsekunder efter.

Der hoppes, vrikkes, bøjes, strækkes, drejes og sparkes i Hal 3 i Magion her i sommerugerne. Der danses. I et samarbejde med Billund Kommune har GGIF Gymnastik udbudt seks mandage med gratis dans for alle børn og unge fra otte år og opefter. Holdene er inddelt efter alder, så er man for eksempel mellem seks og otte år, starter holdet klokken 10.30, og er man over 16 år, danser man klokken 16.30.

Både arme og ben kom i sving, og børnene var godt trætte bagefter. Foto: Mai Møller Christensen

- Vi er virkelig glade for at kunne tilbyde de her dansetimer hen over sommeren, for vores gymnastik har jo ligget stille med coronaen i foråret, og dans kan vi slet ikke tilbyde i GGIF i øjeblikket, fordi vi mangler danseinstruktører. Desuden er det gratis, og man behøver ikke komme hver gang, men kan bare være med en enkelt mandag eller de gange, man kan. Det er nye danse hver uge, så man springer bare på, forklarer Rikke Kirkegaard, der er formand for GGIF Gymnastik.

Annonce

Drenge er meget velkomne

Det var instruktøren Stine Kaus selv, der fik idéen til sommerdansen. Den 25-årige tidligere Grindsted-pige bor i dag i København, hvor hun har uddannet sig inden for dans og siden arbejdet på Gymnastikefterskolen Stevns. Efter sommerferien flytter hun til London for at læse psykologi på Regent’s University, men inden da får hun altså sat pulsen op hos de danseglade børn og unge i sin fødeby.

Da GGIF hørte om Stine Kaus' idé om danseundervisning, var de straks vilde med idéen, men dog noget spændte på, hvor dyrt det ville blive med sådan en professionel instruktør. Til alt held havde Billund Kommune ligesom andre kommuner fået en pulje penge fra staten til at skabe sommerferieaktiviteter for, og her passede dansekonceptet som fod i hose.


Dansen er i hiphop-stilen og bestemt lige så meget for drenge, som for piger.

Rikke Kirkegaard, formand GGIF Gymnastik


Og at dømme efter væksten på holdene, rammer dansen plet hos Grindsteds yngre årgange. Første dansedag var mandag 29. juni, og allerede en uge efter - mandag 6. juli - var antallet af deltagere på holdet for 8-10-årige fordoblet, fra 10 til 20 fremmødte. Også på holdene for de andre aldersgrupper var deltagerantallet steget. Der må dog stadig gerne komme en del flere af de ældste teenagere. Og drenge.

Da Kaisa My var færdig på dansegulvet, var det tid til at sidde og nyde en fersken - og kigge på den lidt ældre kusine Emma, som nu dansede. Foto: Mai Møller Christensen

- Dansen er i hiphop-stilen og bestemt lige så meget for drenge, som for piger, så vi håber, at der også dukker nogle drenge op. Det kræver selvfølgelig sit at komme ind på sådan et stort hold med indtil nu kun piger, men så snart nogle enkelte drenge begynder at komme, vil der sikkert hurtigt komme flere, siger Rikke Kirkegaard.

Annonce

Godt for motorikken

I hallen denne mandag sidder blandt andre mormor Ulla Vase, som har tilmeldt to af sine børnebørn - Kaisa My og Emma - til dansen. Pigerne er vilde med det, mens lillebror og mormor agerer publikum, og med den slags sommeraktiviteter i kommunen er det jo ingen sag at passe børnebørnene, mener Ulla Vase, mens hun rokker lidt til sangen "Vild med dig" fra MGP, som lyder ud i hallen.

Lige nu er det Kaisa My, som danser, mens kusine Emma sidder og tripper efter, hvornår det er hendes tur. Hun er 12 år, så hun går på holdet for de lidt ældre børn, som starter om lidt.

- Nu? Skifter holdene nu? udbryder hun håbefuldt, da Kaisa My kommer hen til dem.

Men nej, det er desværre bare en drikkepause. Emma må vente lidt endnu, mens de yngre børn danser.

Normalt danser Stine Kaus sammen med professionelle dansere i København og ved forskellige danseforestillinger rundt om i landet, og snart er hun på vej til London. Men hun nyder også at være tilbage i fødebyen Grindsted og stå for de seks mandage med gratis dans. Foto: Mai Møller Christensen

- Jeg har sommerfugle i maven og er lidt nervøs, for det er første gang, jeg er her. Men nu har jeg set de andre børn danse, og det ser vildt fedt og sjovt ud, og jeg kan næsten ikke vente længere. Jeg er hestepige, så det er nogle lidt andre måder, end jeg plejer at bruge kroppen på, men selv om man ikke kan finde ud af det hele, så er det sikkert bare sjovt og også sundt for fleksibiliteten. Jeg havde som yngre nogle motoriske problemer og var også taktilsky (oplevede føleindtryk som ubehagelige, red.), men det har ridningen hjulpet mig væk fra. Jeg tænker, at dansen kan nogle andre ting, som er godt for ens krop, og så er det bare skægt, siger Emma Carlsson.

Så sker det endelig. Holdskiftet. Trætte unge ben i zebrastribede og paillet-glimmer-gamacher løber væk fra gulvet, mens der råbes "Vi ses!" til instruktøren. Nye lidt ældre ben indtager dansegulvet. Så kan der godt skrues op for musikken.

Dans hver mandag

Der er fire mandage med dans tilbage, og man melder sig til ved at skrive til Stine Kaus i Facebook-gruppen "Sommerdans med Stine Kaus". Man kan både være med en enkelt mandag eller to eller komme hver gang.

Dansen foregår i Hal 3 i Magion i følgende tidsrum:

Kl. 10.30 - 11.45: Dans for 6-8 årige

Kl. 12.00 -13.15: Dans for 8-10 årige

Kl. 13.30 - 14.45: Dans for 10-12 årige

Kl. 15.00-16.15: Dans for 12-15 årige

Kl. 16.30-17.30: Dans for unge på 16+ (både dans og fullbody-workouts)

Der er primært tale om hip-hop, men andre stilarter kan også forekomme.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Friture satte ild i køkken

Danmark

Fundings analyse: Når Messerschmidt bliver forfremmet, skal du lægge mærke til disse tre ting

Danmark

Messerschmidt bliver forfremmet: Afløser Espersen som næstformand i DF

Annonce