Annonce
Læserbrev

Dansk Byggeri er fejlciteret i havnedebat

Læserbrev: I JydskeVestkysten mandag 4. november bliver Dansk Byggeri inddraget i den lokale debat om opførelsen af et nyt byggeri på Honnørkajen i Haderslev. Det er vi meget forundrede over og kede af, da vi ikke har en holdning til det konkrete byggeri og heller aldrig har udtrykt en sådan.

Alligevel blev en artikel om byggeriet indledt med ordene: ”Trods massive protester og advarsler fra Dansk Byggeri har et stort flertal i Haderslev Byråd besluttet at sætte gang i det nødvendige planarbejde…” En påstand, der er taget ud af den blå luft, og som hverken er udtalt af Dansk Byggeri eller har været forelagt Dansk Byggeri, før artiklen blev bragt.

I samme artikel citerer byrådsmedlem Bent Vedsted Rønne (S) Dansk Byggeri for at udtale, at ”tiden nok ikke er rigtig til mere af den slags byggeri…”, hvilket vi heller ikke har udtalt, hverken i medierne eller direkte over for Bent Vedsted Rønne. Det er derfor ren citatfusk, som vi tager afstand fra.

I Dansk Byggeri finder vi det kritisabelt og stærkt beklageligt, at vi er blevet fejlciteret på denne måde. Det har vi påtalt over for redaktionen på JydskeVestkysten, som tirsdag 5. november bragte en berigtigelse.

Svar fra redaktionen:

JydskeVestkysten gør opmærksom på, at Bent Vedsted Rønne har udtalt sig om Dansk Byggeri og byggeriet på Honnørkaj på et byrådsmøde. Det er derfor ikke JydskeVestkysten, der har citeret Dansk Byggeri direkte, men citeret et byrådsmedlem, som har taget Dansk Byggeri til indtægt for noget, som ikke er organisationens holdning. JV har derfor ikke lavet "citatfusk". Det er faktuelt forkert, at Dansk Byggeri har "advaret mod byggeriet på Honnørkaj" - det har JV også rettet.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce