x
Annonce
Sydjylland

Dansk Byggeri: Hurtig indsats fra kommuner kan redde arbejdspladser

Dansk Byggeri Sydjylland opfordrer kommunerne til at få sat gang i renoveringsprojekter for at holde hånden under virksomhederne. Arkivfoto: JFM
Dansk Byggeri roser de sydjyske kommuner for at fremrykke både betalinger for udført arbejde og allerede planlagte byggeprojekter. Men det skal gå hurtigt med at få byggeprojekterne op af skuffen, lyder opfordringen.

- Det her er en ekstraordinær situation, hvor virksomhederne er hårdt ramt efter, at Danmark nærmest fra den ene dag til den anden har lukket ned. Heldigvis har Folketinget med flere forskellige hjælpepakker gjort meget for at holde hånden under virksomhederne, og nu har kommunerne også mulighed for med en aktiv indsats at redde lokale arbejdspladser, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen i en pressemeddelelse.

Han roser alle kommuner i Sydjylland for både at fremrykke betalinger for udført arbejde og se på muligheden for at fremrykke byggeprojekter.

- For den enkelte virksomhed gør det en stor forskel, om de får pengene nu eller om de skal vente to eller tre måneder, før betalingen kommer. Samtidig vil det uden tvivl kunne redde lokale arbejdspladser, hvis kommunerne rykker deres byggeprojekter frem og samtidig ser på, om der for eksempel kunne være skoler, børnehaver eller rådhuse, der trænger til at blive renoveret eller få udskiftet vinduer, nu hvor de alligevel står tomme, siger Michael Mathiesen.

Annonce

Fælles interesse

Han glæder sig over, at kommunerne har sørget for, at virksomhederne forsat kan aflevere affald på genbrugspladserne.

- Hvis ikke vi kan komme af med affaldet, så går arbejdet i stå. Det samme gør sig også gældende med sagsbehandlingen af byggetilladelser. Det er nødvendigt, at kommunen opretholder den service, uanset hvor lang tid denne situation står på, siger Michael Mathiesen.

Ifølge Dansk Byggeri Sydjylland har kommunerne og det lokale erhvervsliv en fælles interesse i, at denne vanskelige situation rammer alle mindst muligt.

- Vores lokale virksomheder er hårdt presset af coronakrisen, og hurtig handling fra kommunerne vil have den største effekt både nu og i fremtiden. Jeg glæder mig over, at kommunerne er positivt indstillet overfor at gøre deres til, at vi kommer bedst muligt ud på den anden side. Det fortjener stor ros, siger Michael Mathiesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce