Annonce
Erhverv

Dansk importvirksomhed ramt af coronavirus

- Coronavirus kommer minimum til at koste os et træls seks-cifret beløb, siger Jacob Oppenheim, direktør i Odense-virksomheden Born Nordic, som blandt andet distribuerer powerbanks og andre elektroniske produkter. Pressefoto
For det fynske handelsfirma Born Nordic begynder udbruddet af coronavirus at få negative konsekvenser for forretningen. - Det er det første eksempel på, at importen fra Kina er ramt, men flere vil følge efter i den kommende tid, lyder det fra Dansk Erhverv.

TAB: En halv million kroner.

Så meget regner direktør for Born Nordic, Jacob Oppenheim med, at udbruddet af coronavirus kommer til at koste den fynske elektronikdistributør i tabt omsætning. I bedste fald.

For jo tættere vi kommer på sommeren - højsæsonen for salg af blandt andet powerbanks - og produktionapparatet i Kina fortsat står stille, jo værre bliver det for vækstvirksomheden i Odense.

- Den halve million er sådan, som det ser ud lige nu, men det kan også blive en million kroner eller mere. I hvert fald kommer coronavirus til at koste os et træls sekscifret beløb, siger Jacob Oppenheim.

Michael Bremerskov Jensen, fagchef for international handel i Dansk Erhverv, forventer flere eksempler på, at coronavirussen rammer danske importører i de kommende dage.

- Det er den første importvirksomhed, som jeg hører om mærker coronavirus på den måde i Danmark. Vi har masser af tal for, hvordan udbruddet påvirker eksporten, og nu kommer turen også til importørerne. Nedgang på grund af det kinesiske nytår er der kalkuleret med, men nu begynder det totale produktionsstop at gøre ondt.

Annonce
- Det er forskelligt fra by til by i Kina, hvor længe fabrikkerne skal holde lukket. Det er et dekret fra de lokale myndigheder. Nogle steder er det foreløbig til 10. februar, andre steder hedder det 14. februar. Vi hører fra danske transportvirksomheder derude, at infrastrukturen mange steder er lukket helt ned, siger Michael Bremerskov Jensen, fagchef for international handel i Dansk Erhverv. Foto: Vladimir Markov/Reuters/Ritzau Scanpix

Flyfragt æder fortjenesten

Forleden måtte Born Nordic vinke farvel til en ordre på 100.000 kroner i form af 400-500 par høretelefoner bestilt af Illums Bolighus, fordi fabrikken i Kina ikke kan levere nu. Og snart begynder krydstogtsæsonen, som er et væsentligt forretningsben i distributørvirksomheden.

- Vi er distributør af 15 brands i Skandinavien, og 14 af dem bliver produceret i Kina - herunder vores eget brand Grey Lime. De nye produkter skal være klar til at komme ud på krydstogtskibene i løbet af en måned til halvanden, men lige nu ligger alt - også materialer til markedsføring - på kontorer i Kina, hvor alle ansatte er sendt hjem på forlænget nytårsferie for at minimere smittefaren, forklarer Jacob Oppenheim og fortsætter:

- Vi får som regel sejlet vores varer hjem. Alternativet er fly, men så æder fragten alene vores fortjeneste.

Måske produktion mandag

Born Nordic gør 90 procent af sine indkøb fra fabrikker, brands og partnere med rødder i Kina. Foreløbig må virksomheden væbne sig med tålmodighed.

- Vi begyndte at se de første tegn for to-tre uger siden, hvor de første byer og veje blev lukket ned, og så kom forlængelsen af det kinesiske nytår, hvor virksomheder blev tvunget til at holde lukket i yderligere 10 dage. Nu lyder det fra Kina, at fabrikkerne måske starter op igen på mandag, men det næste spørgsmål er så, om medarbejderne kan komme frem. Folk er rejst hjem på ferie over det meste af landet. Der er store afstande, og flere millionbyer og logistiske knudepunkter som Wuhan i Hubei-provinsen (epicenter for coronavirusset, red.) vil måske fortsat være lukket, siger Jacob Oppenheim.

Han tilføjer, at deres kinesiske partnere selv tager situationen roligt.

- De stoler på deres regering og på, at der nok skal komme styr på det, og så lover de at gøre, hvad de kan, når produktionen igen er i gang.

Lageret er snart tomt

Imens kan Jacob Oppenheim se lageret af storsællerten powerbanks svinde ind.

- Udover vores eget Grey Lime er vi blandt andet distributør af globale brands som Anker og Raw Power, der har store centrallagre i Europa, men der kan vi ikke trække mere fra, og om en-to måneder risikerer vi selv at stå uden varer på lageret, siger direktøren for Born Nordic.

Den fynske distributør, der leverer blandt andet til store webshops som Elgiganten i Norden, fysiske butikker og selskabets egen netforretning Powerbanken.dk, har ellers god vind i sejlene.

- I januar er vi vækstet mellem 150-200 procent alene i vores distributør-virksomhed, men fortsætter udviklingen i Kina, risikerer vi hurtigt at være tilbage på 2019-niveau, slutter Jacob Oppenheim.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Annonce