Esbjerg: Kristian Thulesen Dahl ser gode chancer for, at der lempes på campingreglementet, så helårscamping bliver muligt for et begrænset antal campister.
- Vi vil give mulighed for, at kommunerne kan dispensere for forbuddet mod vintercamping på de danske campingpladser. Vi stiller forslag om dette i Folketinget, så kommunerne kan give en dispensation, siger DF-formanden.
- Det er en lille justering - en ventil - så folk, der er i en periode af deres liv, hvor de vil bo på en campingplads, kan få lov til det, fortsætter han.
Forslaget betyder, at de enkelte kommuner kan give tilladelse, og forslaget ligger dermed på linje med de frikommune-forsøg, som regeringen netop har søsat - også i Esbjerg Kommune.
Trods dette har Socialdemokratiet "ikke vist appetit" på en lempelse med frihed til lidt mere lokal selvbestemmelse.
- Det er tilsyneladende for perifert for dem, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han ser ikke Dansk Folkepartis beslutning som en glidebane.
Sådan kan vintercamping gøres lovligt
Forslag om dispensation fra reglerne om tidsbegrænset campering i vintermånederne:
- Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der indfører en dispensationsmulighed fra reglerne om, at ophold på campingpladser kun må vare op til 15-20 dage i vintermånederne.
- Dansk Folkeparti foreslår, at lovgivningen skal give mulighed for dispensation, så en campingpladsejer kan søge kommunen om dispensation fra tidsbegrænsning for ophold i vintermånederne.
- Ejeren af campingpladsen skal kunne søge dispensation for op til f.eks. 10 procent af campingpladsens pladser, så man i et vist omfang kan holde pladsen åben hele året for en begrænset kreds af beboere.
- Den enkelte kommune vil med den foreslåede dispensationsmulighed få mulighed for at foretage en konkret vurdering af, om en campingplads skal meddeles dispensation og længden heraf.
- Søger ejeren af en campingplads ikke dispensation, vil campingpladsen være omfattet af degældende regler om, at kun ophold af maksimalt 15-20 dages længde er tilladt i perioden fra 1. november til 28. februar.
- Det skal selvfølgelig ikke ende som de værste eksempler fra TV 2-programmet Trailerpark Danmark. Forslaget skal gøre det muligt på få pladser at have campister året rundt, men det skal ikke være som små sommerhuse med stakitter omkring pladserne, siger han videre.
DF-formanden har selv arbejdet med beslutningsforslaget og finder det vigtigt også at arbejde med mindre sager, der er vigtige for en gruppe mennesker.
Han forventer, at den nye sæson af tv-serien Trailerpark Danmark og DFs samtaler med de øvrige partiers ordførere på DF-forslaget kan bane vejen for et ja.
Hvis de borgerlige partier stemmer for - så mangler forslaget bare opbakning fra endnu et parti, hvis campisterne skal have frisk luft og frihed på campingpladserne året rundt.