Annonce
Indland

Dansk Folkeparti vil have flere penge til sundhedsreform

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti mener, at der skal mere end seks milliarder kroner til for at skubbe sundhedsreform i gang.

Regeringen og Dansk Folkeparti går torsdag ind i næste fase af forhandlingerne om en ny sundhedsreform.

Nu er parterne nået til det stadie, hvor der kommer konkrete aftaletekster på bordet, og hvor de skal ned i detaljen.

Men det betyder ikke, at de er enige om en så fundamental ting som finansieringen.

Det fortæller DF-formand Kristian Thulesen Dahl på vej ind til torsdagens forhandlinger.

Det er særligt den såkaldte Nærhedsfond, han har kig på.

Den indeholder blandt andet de penge, man sparer ved at nedlægge regionerne, og som skal bruges til at bygge de nødvendige faciliteter, som kræves for at flytte opgaver fra sygehusene ud i de 21 nye sundhedsfællesskaber.

Regeringens udspil er, at der skal puttes seks milliarder kroner i fonden.

- Men vi synes, at det er for få penge, når vi ser på, hvad de skal række til.

- Der skal bruges mursten til at bygge sundhedshuse med, og der skal skaffes folk, der kan arbejde der.

- Der skal bygges en kapacitet op, og det koster penge. Der er vi bange for, at seks milliarder ikke er nok, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han har selv over for finansminister Kristian Jensen peget på en række veje til at styrke Nærhedsfonden.

- På den måde kan vi måske bringe det et par milliarder op, og det er det niveau, vi går efter i forhandlingerne, siger DF-formanden.

Finansieringen og sundhedsvæsnet i det hele taget er dog ikke på dagsordenen torsdag.

Her handler det om nogle af de andre opgaver, som regionerne varetager i dag, nemlig trafik, miljø og det sociale område.

Og særligt sidstnævnte er et vigtigt punkt for DF.

- Erfaringerne fra kommunalreformen viser, at der var nogle ting, kommunerne fik overladt, som de ikke var parate til.

- Derfor vil vi ikke have, at dem, der bruger de omkring 60 sociale institutioner, som regionerne driver i dag, bliver overladt for hurtigt til kommunerne.

- Det kan også være, at vi skal finde en helt anden model, hvor staten måske skal drive disse institutioner, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce