Annonce
Udland

Dansk minister erkender bilforbud i EU bliver sejtrækker

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Der er forståelse for dansk ønske om fossilbilsforbud, men ikke vilje til fælles forbud, mener Dan Jørgensen.

Regeringens mål om at realisere et dansk forbud mod benzin- og dieselbiler om ti år bliver "et langt, sejt træk".

Den erkendelse har tirsdag bundfældet sig hos klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), efter at han tirsdag har talt for sin sag i møder med EU-Kommissionen og medlemmer af Europa-Parlamentet.

- Vi skal have lov til at forbyde nye introduktioner efter 2030. Det vil jeg stadig både kæmpe for og tro er realistisk. Men jeg er i dag blevet overbevist om, at det nok er et langt, sejt træk, siger Dan Jørgensen.

Et forbud vil være imod regler for EU's indre marked. I bund og grund handler det om, at andre EU-lande næppe vil acceptere, at man begrænser deres marked ved at indføre forbud mod en EU-godkendt vare.

- Man må sige generelt, at der er forståelse for det danske synspunkt, og der er også opbakning til, at vi skal gøre mere for at få flere elbiler og grønne køretøjer i modsætning til diesel og benzin.

- Men det er også klart, at det er en svær opgave. Der er ingen, der tør sige, at det kan vi nemt fikse. Derfor må man også indstille sig på, at det kan blive et langt, sejt træk, siger ministeren.

Et fælles europæisk forbud mod benzin- og dieselbiler er "nok ikke realistisk", erkender han.

Han har bedt om at få sagen på dagsordenen ved et møde med de øvrige EU-landes miljøministre 4. oktober i Luxembourg.

Første skridt bliver at vinde allierede i sagen. Derpå bliver opgaven for teknikere og jurister at finde ud af, hvordan man kan gøre regeringens mål til virkelighed.

Mest sandsynligt er det ifølge en ekspert, at man i praksis udfaser fossilbiler via forskellige tiltag i lovgivningen.

Sværere - hvis ikke umuligt - bliver det at samle enighed om et egentligt forbud.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Annonce