Annonce
Sport

Dansk selverkendelse: Tyskland var bare bedre

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danmark åbnede U21-EM med nederlag til Tyskland, som på de fleste punkter var stærkere end danskerne.

Det blev langtfra den åbning på U21-EM, som det danske hold havde drømt om. 1-3 til Tyskland og en svær vej til en semifinaleplads.

Flere danske fejl blev kostbare i kampen, men de danske spillere mente også, at de havde været oppe mod et bedre hold.

- Det er skuffelsen, der fylder. Vi havde håbet på, at vi kunne gøre det bedre og få et bedre resultat. Men når vi kigger på kampen, må vi også konstatere, at det var en fortjent sejr til Tyskland. De var dygtigere end os, siger landstræner Niels Frederiksen.

- Skal man slå Tyskland til en U21-slutrunde, så skal man ramme topniveauet og ikke lave for store fejl, og det gjorde vi. Vi ramte ikke topniveauet, og vi lavede også for store fejl.

Jacob Bruun Larsen kendte det tyske hold godt fra sin dagligdag i tysk fodbold, og han var ikke så overrasket over tyskernes niveau.

- Vi havde forestillet os det anderledes, men vi må bare sige, at i anden halvleg spillede vi mod et bedre hold på mange, mange parametre, lyder det fra kantspilleren, som blev skiftet ud i anden halvleg.

- Jeg synes, vi spillede lidt for langsomt. De skulle bruge alt for få kræfter for at få kuglen. Det var lidt det modsatte, vi skulle. Vi løb meget forgæves. Så på den måde var de klogere end os. Det, synes jeg, er lidt frustrerende, tilføjer han.

FC Nordsjællands midtbanespiller Magnus Kofod Andersen var den største overraskelse i Danmarks startopstilling.

Han fik de første 70 minutter på banen og var ligesom holdkammeraterne skuffet over de fejl, som kostede dyrt. Men han mener også, at holdet kan rejse sig hurtigt.

- Vi er blevet enige om, at det er fair nok at være skuffet i aften, men det er en ny dag i morgen, og hvis vi skal have en chance for at komme i semifinalen, så kræver det, at alle får ryddet op, siger han.

Danmarks næste kamp er torsdag mod Østrig, som mandag slog Serbien 2-0.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Mysterium om døde måger ved ny sø

Leder For abonnenter

Illegal indvandrig er alarmerende

Fra statistikkerne ved vi, at der er godt 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Opgørelserne siger naturligt nok ikke noget om den illegale indvandring, da de pågældende personer ikke er registreret. Men Rockwool Fonden har et skøn. Ved hjælp af en avanceret statistisk model vurderer Rockwool Fonden, at cirka 26.000 personer opholder sig ulovligt i landet. Det er en stigning på 18 procent, siden fonden kom med sin seneste rapport i 2016. Nyheden er alarmerende. Et er den lovlige immigration, der så sandelig også har skabt udfordringer. Men noget ganske andet er, at vores land åbenbart huser mennesker, vi intet aner om. Vi har således ikke mulighed for at tjekke, om de pågældende er farlige kriminelle eller måske endog terrorister. I sagens natur er der indbyggede usikkerheder i rapporten. Men ifølge fondens egen forskningsenhed holder det med 95 procents sandsynlighed stik, at mellem 23.000 og 29.000 personer lever under jorden her til lands. Hver og en af dem er en for mange. Tilsyneladende er der to former for illegal indvandring. Uvist hvordan lykkes det åbenbart nogle mennesker at snige sig hertil og gå i skjul. Andre indrejser lovligt, men opholder sig efterfølgende i Danmark i strid med lovgivningen. Blandt andet sker det åbenbart, at kinesere udnytter deres landsmænd som kummerligt betalt arbejdskraft i restaurationsbranchen. Kokkene kommer til Danmark i henhold til den såkaldte beløbsordning. Den sikrer på papiret kineserne en ganske udmærket løn. Men Fagbladet 3F skriver, at ingen eller kun få fridage samt groteske arbejdsuger kombineret med fradrag for kost og logi reducerer den reelle timeløn til omkring 25 kroner. Kinesiske kokke er næppe den store trussel mod rigets sikkerhed. Men de pågældendes ophold er ligeså ulovligt som alle andre illegale immigranters. Derfor er der også her behov for en energisk indsats med at opspore og udvise disse mennesker, ligesom deres arbejdsgivere naturligvis skal gøres ansvarlige.

Annonce