Annonce
Sport

Dansk speedwaystjerne siger goodbye: Nu flytter han hjem efter 18 år i udlandet

For første gang siden 2013 skal Niels-Kristian Iversen ikke deltage i kampen om det individuelle verdensmesterskab i denne sæson, men han har nu på ingen måde opgivet håbet om at vende tilbage til grandprix-serien. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix  
I foråret 2003 flyttede Niels-Kristian Iversen til England for at forfølge sin drøm om at kunne leve af at køre speedway. Den drøm gik som bekendt i opfyldelse, men nu vender han og familien hjem, hvor det hele begyndte.

Speedway: De sidste flyttekasser er ved at være pakket.

Datteren Nicole og hustruen Laura hjælper til, mens manden i huset slæber og også lige skal have udfyldt en masse tolddokumenter.

I næsten halvdelen af sit liv har speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen boet i England, men i disse dage er det slut.

- Man kan vist roligt sige, at man får samlet mange ting sammen i løbet af 18 år, griner Iversen i telefonen.

Han og familien glæder sig til at skulle flytte hjem til Esbjerg, hvor karrieren for snart mange år siden tog sin begyndelse.

I første omgang er der købt en lejlighed, men der er også købt en grund i Esbjerg-forstaden Sønderris, hvor der skal bygges hus inden ret længe.

- Vi har haft det bestemt i et godt stykke tid, og nu er det så lige pludselig meget tæt på. Timingen er rigtig, da vores datter snart skal i 2. klasse.

Annonce

Praktiske ting

Selvom 38-årige Niels-Kristian Iversen altså i øjeblikket har mange praktiske ting at gøre i forbindelse med flytningen fra England til Danmark, er det nu ikke noget med, at der bliver skruet ned for ambitionerne på speedwaybanen.

- Nej, overhovedet ikke. Jeg er sikker på, at jeg stadig har meget at byde på, siger han.

Iversens 2020-sæson var nu ikke noget at skrive hjem om. Han røg ud af grandprix-serien, hvor der køres om den individuelle VM-titel, med et ordenligt drøn. Det skyldtes blandt andet, at den danske speedwayveteran var så uheldig at brække hånden to uger før årets første grandprix.

- Sæsonen blev afviklet på seks uger i stedet for seks måneder på grund af coronaen, så det var ikke ligefrem fantastisk for mig. Jeg havde simpelt hen ikke tiden til at blive klar - og derfor gik det, som det gjorde, forklarer Iversen, der meget symbolsk styrtede og måtte trække sig fra det sidste af sæsonens grandprixer.

Annonce

Vil gøre alt

Men nu er han altså kommet til kræfter igen, og Iversen har målsætningen klar.

- Jeg satser ikke på, at jeg har kørt mit sidste grandprix. Jeg vil gøre alt for at komme tilbage igen, og jeg er faktisk rimelig fortrøstningsfuld omkring den mission. Jeg har jo gjort det nogle gange tidligere, og jeg har den nødvendige rutine.

Desuden satser Niels-Kristian Iversen hårdt på at blive individuel dansk mester, og så er det også hans plan at køre med i kampen om den individuelle EM-titel.

- Vinder man EM, er man med i grandprixet, så det er helt klart en stor motivationsfaktor for mig.

Annonce

Esbjergs frontfigur

I den danske liga er han fortsat frontfigur hos Esbjerg Vikings, men speedwayfans i Polen og Sverige får også Iversen at se.

- I Polen har jeg valgt at køre for Tarnow i den næstbedste liga. Havde jeg valgt at blive i Gorzow i Ekstraligaen, hvilket jeg havde mulighed for, havde det ikke været muligt for mig at fortsætte i Kumla i Sverige - og det ville jeg gerne.

- Pengene i den næstbedste polske liga er okay for mit vedkommende. Jeg tror faktisk, at jeg kommer til at kunne tjene det samme, som hvis jeg var blevet i Gorzow. Og så får jeg 20 løb oveni i Sverige. Det er perfekt for mig, for jeg er bedst, når jeg får kørt en masse.

Men først gælder det altså lige om at få båret de sidste flyttekasser ud af huset i England og komme hjem til Esbjerg.

LANDSHOLDET SAMLES

I den kommende weekend samles Niels-Kristian Iversen og resten af A-landsholdet og U23-landsholdet på Vojens Speedway Center til en god gang træning. - Vi skulle egentlig have været til Zarnovica i Slovakiet, hvor der til august skal køres GP Challenge, men det er droppet på grund af corona. Nu banker vi så den værste rust af herhjemme i stedet for. Det glæder vi os til - og vi ved jo, at Vojens altid har en fin bane at byde på, siger landstræner Hans Nielsen.  


















Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

En af Esbjergs rigeste familier vil bygge nyt sportsanlæg på historisk grund

Haderslev For abonnenter

Cecilie Haaland vil i byrådet: - Jeg kan godt frygte, at folk vil tænke, at jeg ikke ved noget om, hvordan tingene hænger sammen

Varde For abonnenter

Seniorforsker: Ingen tager vare på børnene i asbestsag – politikere må på banen

Billund

Mellem 25 og 35 hektar berørt af hedebrand: - Vi har været begunstiget af vejret

Annonce