Annonce
Sport

Dansk sportsdirektør kedede sig bravt på lang Tour-etape

Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Lars Michaelsen havde intet at give sig til på 7. etape, hvor selv løbsradioen var tavs.

Fredagens 7. etape var den længste i dette års Tour de France, og sådan føltes den også i sportsdirektørbilen hos Astanas Lars Michaelsen.

Han lægger ikke skjul på, at de 230 begivenhedsløse kilometer fra Belfort til Chalon-sur-Saône var dræbende kedelige.

- Det var de jo. Det er jo transport. Når selv Radio Tour (løbsradioen, red.) vælger at holde radiotavshed, så er det jo fordi, at der ligesom ikke var noget at fortælle om.

- Men der skal jo være etaper for sprinterne, og dette var så en af dem, siger Lars Michaelsen.

Først da løbet skulle afgøres i den uundgåelige massespurt, kom der lidt underholdning. De øvrige seks timer blev ganske lange.

- Jeg kørte lidt i forvejen, og ved den første bakke steg jeg ud, og der kunne jeg stå og snakke med min gamle kollega Tristan Hoffman (sportsdirektør hos Bahrain Merida, red.) og poste lidt på Instagram.

- Derefter var det bare at vente på, at rytterne kom, give dem en flaske, og så ellers tilbage på min plads i bilen. Men der var ikke ret meget at lave, siger Lars Michaelsen.

Han kan trods alt glæde sig over, at alle Astana-ryttere kom igennem dagen uden problemer.

Etapen blev vundet af hollænderen Dylan Groenewegen, der sørgede for Jumbo-Vismas tredje triumf i denne udgave af Touren.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce