Annonce
Sport

Dansk Uefa-embedsmand: Antallet af racismesager vokser

Carl Recine/Ritzau Scanpix

Flere sager om racisme og diskrimination har skabt travlhed i Uefas disciplinærudvalg.

Mandagens EM-kvalifikationskamp mellem Bulgarien og England blev skæmmet af racistiske tilråb fra tribunerne i Sofia, og generelt vokser antallet af racismesager i international fodbold.

Det fortæller Jim Stjerne Hansen, der er næstformand for Uefas Control, Ethics and Disciplinary Body, som er disciplinærkomitéen under Det Europæiske Fodboldforbund.

- Det er stigende, det kan vi helt klart fornemme, siger han.

Mandagens kamp i Sofia blev to gange afbrudt på grund af racistiske ytringer mod de engelske spillere. I forvejen var en del af stadion lukket for tilskuere som straf for lignende sager i tidligere kampe.

- Der er ved at udvikle sig en problematik i området omkring Ungarn, Rumænien, Bulgarien og på Balkan i det tidligere Jugoslavien. De lande, hvor der er blandede befolkningsgrupper.

- Der er mange ungarere i Rumænien og Bulgarien, og der er kosovoalbanere i Serbien og omvendt. Det er i det område og det hjørne af Europa, hvor der er flest sager i øjeblikket, siger Jim Stjerne Hansen.

Uefas disciplinærkomité mødes engang om måneden og tager stilling til forskellige disciplinærsager.

Når komitéens medlemmer sætter sig til bordet og gennemgår de aktuelle sager, er der flere, der handler om racisme, end man så for nogle år siden.

- Det hænger også sammen med, at Uefa har erklæret nultolerance over for racisme og diskrimination. Efter at Uefa lavede den kampagne, er det blevet mere interessant, og vi har flere sager, siger Jim Stjerne Hansen.

For to år siden strammede fodboldforbundet reglerne for racisme i og omkring kampe.

I den forbindelse blev Jim Stjerne Hansen og hans kolleger i disciplinærkomitéen beordret til at slå hårdere ned, når reglerne blev overtrådt.

- I gamle dage var det ikke noget, man så lige så stramt på. Men i takt med, at der er kommet mere og mere fokus på det, og en masse spillere er gået aktivt ind i kampagnen, er vi blevet bedt om at dømme højere straffe.

- Vi lukker dele af stadion, typisk de dele hvor ytringerne kommer fra.

- Det er ofte meget små grupperinger, men det kommer til at vedkomme et helt stadion, fordi vi idømmer dels i første omgang delvist lukning. I anden omgang er straffen en total lukning af stadion, siger Jim Stjerne Hansen.

Om højere straffe gør, at fodbolden på længere sigt kommer problemet til livs, er uvist.

- Det kan kun tiden vise, siger Jim Stjerne Hansen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce