Annonce
Indland

Danske betjente gik for langt i norsk narkosag

Gwladys Fouche/Reuters
Landsret i Norge har frifundet fire tiltalte på grund af ulovlig efterforskning udført af tre danskere.

I en storstilet norsk efterforskning om narkotika gik tre danske betjente for vidt. De fremprovokerede forbrydelser, som ellers ikke ville være begået, har en landsret i Norge slået fast.

Danskerne spillede skuespil og optrådte som trænede kriminelle, da de infiltrerede miljøet på pubben "Den Glade Munk" i Oslo. De kaldte sig Danny, Mugge og Nilla. Og de endte med at transportere såvel hash som ecstasy til Norge i forsøget at skaffe beviser mod de mistænkte.

Deres hemmelige arbejde skete efter instruks af norsk politi, som senere slog til med en række anholdelser i sagen, som kaldes "Operation Sult".

Danskernes aktiviteter har tidligere - i marts sidste år - været bedømt af byretten i Oslo. De danske betjente gik for langt, lød det. Dommen blev anket af anklagemyndigheden, men også i Borgarting lagmannsrett er der kritik, viser en netop afsagt dom.

Ulovlig politiprovokation er årsagen til, at to frifindes for at have medvirket ved modtagelsen af cirka 50 kilo hash.

Fire andre tiltalte er dog blevet fundet skyldige i hash-delen af sagen. I forhold til dem var de danske betjente altså på sikker grund.

En af de danske undercover-betjente afleverede hashen til en mand ved Ikea i Oslo. Samtidig modtog en kollega 225.000 kroner af bagmanden på et Radisson Hotel.

Men det var de hemmelige agenter, der bestemte detaljer som for eksempel afleveringsstedet, og deres plan tvang bagmanden med kort varsel til at involvere to mænd, som nu er blevet frifundet. Havde det ikke været for agenternes ordrer, ville de to ikke have begået forbrydelsen, mener landsretten.

I øvrigt viste det sig, at politiet mistede kontrollen med den hash, som danskerne havde kørt til Norge. Den blev spredt på det illegale marked.

Under sagen har dommerne hørt på en stribe hemmelige aflytninger. Og resultatet er, at flertallet også frifinder to andre mænd, der var tiltalt for smugling af 20 kilo ecstasy fra Holland.

Der er ikke noget bevis for, at de inden nærkontakten med de danske agenter havde planer om at få fat i de 20 kilo.

Dommerne peger på en række detaljer i forløbet, som fandt sted i løbet af flere måneder i 2015, før konklusionen nås: Retten kan "ikke se bort fra muligheden af, at politiet har fremkaldt en forbrydelse," som den hovedtiltalte eller ikke ville have begået.

Også i enkelte danske sager har politiet brugt hemmelige agenter, der har medvirket i grov kriminalitet for at afsløre bagmænd.

I 2016 vurderede Østre Landsret således "Operation Alonso". Her optrådte tre agenter under navnene Kristian, Skipper og Den Gamle. I dette spil var der lavet en hjemmeside for et falsk transportfirma i Hamburg. Agenterne sørgede for at få kørt hash fra Spanien. Senere tilbød de at sejle et halvt ton kokain over Atlanten. Dette blev de tiltalte imidlertid frifundet for.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Udsigt til lang valgkamp: Socialdemokrater og Venstre i strid om integration

Ikke meget kan som diskussioner om integration, udlændinge, og hvad dertil hører, splitte en forsamling. Det gode selskab, en familiefrokost. Eller som det kunne konstateres i denne uge, da to års arbejde fra en række mennesker, der havde sagt ja til at sidde i et politisk underudvalg, blev kasseret: Samme periodes nogenlunde ro i byrådet kan være forbi. I Socialdemokratiet er man i hvert fald ikke i tvivl. Valgkampen frem mod kommunalvalget i 2021 er skudt i gang. Det var et såkaldt 17-4-udvalg, der havde fået til opgave at komme med forslag til en integrationspolitik i Aabenraa Kommune. Arbejdet og konklusionerne blev gjort færdige lige før jul, men i denne uge besluttede et flertal i arbejdsmarkedsudvalget at smide udspillet i skraldespanden. Det flertal bestod af Venstre og Dansk Folkeparti. Integrationspolitik hører ikke til de politiske livretter i Dansk Folkeparti, der ikke ser integration som et mål, men hellere vil sende udlændinge ”hjem”. Og hos Venstre havde man nogle helt andre interesser end succes for benævnte udvalg. Lyder den socialdemokratiske konklusion vel at mærke. FORMANDEN FOR UDVALGET var nemlig Erik Uldall Hansen. Han blev af Socialdemokratiet så sent som i efteråret udpeget som borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2021 – og socialdemokraterne var ikke sene til at mene, at det mest af alt lignede et koordineret angreb på netop Uldall Hansen. Underforstået at ved at erklære konklusionerne fra udvalgsarbejdet ubrugelige ville Venstre vise, at Erik Uldall Hansen ikke har evner til at lede et byråd, når han end ikke er i stand til at få et underudvalg til et udvalg til at fungere. Signe Bekker Dhiman, en anden socialdemokratisk repræsentant i 17-4-udvalget, er vred. I et læserbrev i JydskeVestkysten skrev hun blandt andet: ”På den måde at smide to års arbejde under Venstres valgkampbus finder jeg simpelthen usmageligt (…)” ANDRE UDVALGSMEDLEMMER RETTER skytset mere imod Venstre-manden Chresten Hedegaard. Han sidder ganske vist ikke i byrådet, men med sin placering i Høje Kolstrup Bydelsråd forsømmer han sjældent nogen lejlighed til at fortælle, hvor dårligt det efter hans opfattelse går med integrationen på netop Høje Kolstrup. Og det skønt bydelen ikke længere hverken er på den officielle ghettoliste eller på den liste, der tæller særligt udsatte boligområder i landet. Som han skrev i en mail til JydskeVestkysten fredag som begrundelse for at træde ud af 17-4-udvalget, lige inden dets arbejde blev gjort færdigt før jul: ”Helt grundlæggende efterlyste jeg f.eks. konkrete oplysninger om migranter/flygtninges nationalitet, køn, alder, uddannelse, aktivering, beskæftigelse, bosætning osv.” Man skal ikke kende meget til politik for at vide, at der i disse linjer ligger et ønske om at vise, at udlændingene på Høje Kolstrup fortsat udgør et problem, på trods af at de officielle lister altså fortæller en anden historie om bydelen. DET HØRER MED til den samlede fortælling, at selv hos Socialdemokratiet var begejstringen over 17-4-udvalgets konklusioner til at overse. Eller som Kim Brandt, næstformand i arbejdsmarkedsudvalget, konstaterede forleden: - Der var ting i oplægget, der skulle skærpes, men der var ingen grund til at forkaste det. Det blev det. Og på onsdag, når byrådet mødes igen, kan kampen så fortsætte. FLERTALLET IMOD INTEGRATIONSPOLITIKKEN består, medmindre Venstres Thomas Juhl skulle foretage endnu en politisk U-vending. Som medlem af 17-4-udvalget var han med til at forfatte integrationsudspillet. Alligevel lykkedes det ham at indtage den stik modsatte position i arbejdsmarkedsudvalget, hvor han han sammen med de to øvrige Venstre-medlemmer og udvalgsformand, viceborgmester Ejler Schütt (DF) var en del af den kvartet, som rev udspillet i stykker. Også hos Dansk Folkeparti må de have haft deres diskussioner. Partiets lokalformand, Ida Smed, har som medlem af 17-4-udvalget taget sit ansvar for integrationsudspillet, som hendes viceborgmester til gengæld ikke brød sig om. Onsdagens byrådsmøde bliver ikke just uinteressant. GOD WEEKEND

Sydjylland

Landmand står i gylle til halsen: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Annonce