Annonce
Sport

Danske curlingherrer får tredje sejr efter hård VM-uge

Skipper Mads Nørgaard ses her i aktion under curling-VM. Foto: Jeff Mcintosh/Ritzau Scanpix
Efter en del VM-nederlag følte de danske curlingherrer, at de skulle bevise sig selv, siger skipper.

Danmarks curlingherrer leverede torsdag morgen dansk tid et fint comeback, da Schweiz i et tæt opgør blev slået 9-8 ved VM.

Sejren var Danmarks blot tredje ved VM i Canada, hvor det danske hold ikke længere har mulighed for at nå semifinalerne.

Den kom ikke desto mindre tiltrængt, efter at danskerne tidligere på dagen havde tabt med 6-10 til Japan.

- Det var en fed kamp. Vi følte, at vi skulle vise vores værd. Det har været en hård uge, og vi havde virkelig brug for at bevise, at vi hører til her, siger skipper Mads Nørgaard til World Curling TV efter opgøret.

I opgøret mod Schweiz halsede danskerne efter på scoringstavlen i løbet af det meste af kampen.

Men den sidste ende vandt danskerne med 2-0, og det var nok til skaffe sejren på 9-8.

- Vi viste masser af kampgejst i denne kamp. Alle var enige om at gå ud at give den 100 procent, for vi har ikke en chance for at nå playoffkampene lige nu. Men vi ville gerne vise, at vi stadig er en del af VM, siger Mads Nørgaard til curlingmediet.

14 lande deltager ved VM. Alle møder alle én gang, og de seks bedste hold går videre.

De to bedste går direkte til semifinalerne, mens de øvrige fire spiller om de resterende to pladser.

Danmark ligger på en delt tiendeplads med tre sejre efter ti kampe. På sjettepladsen ligger Canada med syv sejre efter elleve kampe.

Danmark mangler fortsat at møde USA, Italien og Rusland.

Finalen spilles 11. april.

Det danske hold består af skipper Mads Nørgaard Rasmussen, viceskipper Mikkel Krause, Tobias Thune, Kasper Wiksten og Oliver Søe.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce