Annonce
Udland

Danske Lea i Barcelona: Tristhed og kampånd præger byen

Pau Barrena/Ritzau Scanpix

Ni separatistlederes fængselsdomme efterfølges af store protester i Barcelona. Danske Lea er med på gaden.

Den spanske storby Barcelona har mandag været fyldt med farverige bannere, og gaderne har runget af hujen og kampsang.

Stemningen har været trist, men kraftfuld i den catalanske hovedstad.

Sådan beskriver 34-årige Lea Beliaeva Bander de demonstrationer, som har fundet sted i byen, og som hun selv har deltaget i.

Hun er cand.mag. i spansk og bosat i Barcelona, hvor hun arbejder som lærer. Hun har både holdt foredrag og skrevet artikler om den spanske region Catalonien.

Protesterne i Barcelona kommer i kølvandet på, at ni separatistledere mandag formiddag blev idømt i alt 100 års fængsel for en løsrivelseskampagne i regionen.

- Der har været meget tristhed og harme, men alt handler om, at kampen fortsætter.

- Folk har råbt, hujet og sunget sange, men der har ikke været en aggressiv tone, siger Lea Beliaeva Bander.

Hun forklarer, at de store veje ud af Barcelona har været spærret, fordi demonstranterne kom gående.

- Min oplevelse var, da vi gik ud af byen, at folk respekterede, at man gik på motorvejen. Der blev dyttet i solidaritet, lyder det.

Under uafhængighedsafstemningen i 2017 forsøgte demonstranter at forstyrre trafikken ved blandt andet at sætte sig på togskinner, forklarer Lea Beliaeva Bander.

Derfor har politiet været til stede på togstationerne i dagene op til mandagens afgørelse.

I stedet satte mange demonstranter kursen mod lufthavnen i Barcelona, El Prat, for at få udlandets opmærksomhed og besværliggøre trafikken.

Det nationale politi er til stede i lufthavnen, men politiet er langtfra populært hos det catalanske folk ifølge den 34-årige dansker.

Frygten for politivold i Barcelona har derfor været stor.

- Der er meldinger om, at politiet har brugt knipler og tåregas mod demonstranterne, men det virker, som om politiet forsøger at skabe et billede af at være mere rolige, selv om de ikke nødvendigvis er det.

- Det hænger dels sammen med det forestående valg, og dels fordi omverdenen ser med i disse dage, lyder det.

10. november skal spanierne til parlamentsvalg for fjerde gang på fire år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce