Annonce
Udland

Danske ministre om kunstig intelligens: EU skal gå forrest

Tommy Ahlers mener, at det er vigtigt, at EU vil øge investeringerne rettet mod kunstig intelligens. - Det er et kapløb, som går utrolig hurtigt. Og der er vi endnu ikke på samme investeringsniveau i Europa, som de er i USA og Kina.

Kunstig intelligens har en stor fremtid, siger danske ministre. De ser gerne EU være frontløber på området.

EU planlægger større investeringer i kunstig intelligens, og det er den rigtige vej at gå, mener erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).

Torsdag og fredag har de hver især været til møder med deres kolleger i EU. På møderne har kunstig intelligens blandt andet været på dagsordenen.

EU arbejder på en samlet indsats på området, hvilket skal bidrage til både vækst og jobskabelse.

Tommy Ahlers mener, at det er vigtigt, at EU vil øge investeringerne rettet mod kunstig intelligens.

- Det er et kapløb, som går utrolig hurtigt. Og der er vi endnu ikke på samme investeringsniveau i Europa, som de er i USA og Kina.

- Den opgave kan vi ikke løfte alene i Danmark. Derfor har jeg et ønske om, at vi får større fokus på det på europæisk plan, siger Tommy Ahlers.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov stemmer i.

- Det er en vigtig dagsorden. Vi tror, at det er et område, der er meget fremtid i. Derfor ser vi gerne Europa gå forrest, siger han.

Kunstig intelligens kan i store træk beskrives som teknologi, der handler om at få computere og robotter til at gøre ting, som normalt kun mennesker er i stand til.

Det handler altså om at få maskiner til at "tænke" selv.

USA investerer i øjeblikket omkring seks gange mere i kunstig intelligens end Europa.

Ifølge Tommy Ahlers er det vigtigt, at Europa ikke sakker bagud på området. Det gælder også i Danmark, hvor han vil have kunstig intelligens på bordet.

- Når vi begynder at diskutere forskningsreserven her om et par uger, så vil jeg fokusere på, at vi får prioriteret det teknologiske område højt.

- Teknologien skal prioriteres både på nationalt niveau og på EU-niveau, siger Tommy Ahlers.

I København tirsdag diskuterede nordiske ingeniører og eksperter de etiske dilemmaer, de oplever i arbejdet med kunstig intelligens. De efterlyser flere etiske regler på området.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce