Annonce
Danmark

Danske politikere: Jyllands-Posten skal afvise Kinas trusler

Foto: Niels Bo Bojesen, Scanpix
Flere danske politikere bakker op om Jyllands-Posten efter, at Kina har krævet undskyldning for satiretegning.

Kinas ambassade i Danmark har bedt Jyllands-Posten om en undskyldning, efter at avisen har bragt en satiretegning af det kinesiske flag med coronavirus på.

Virussen florerer i Kina, hvor over 100 er døde af den. Jyllands-Posten bør dog ikke lade sig presse til at undskylde, skriver blandt andre politisk leder for Alternativet, Uffe Elbæk.

- Der er kun en ting at sige:

- Jyllands-Posten skal ikke vige en millimeter overfor det pres, Kina nu lægger på avisen. Kina følger det samme mønster overalt. Sidst var det de svenske medier, Kina forsøgte at presse. Nu er det Danmarks tur. Stå fast JP, skriver han på Twitter.

Til forskel fra Muhammed-krisen, hvor en række satiretegninger i Jyllands-Posten af profeten Muhammed udløste en større diplomatisk krise, kræver Kina ikke en undskyldning fra staten Danmark.

- Det står kineserne frit for at bede Jyllands-Posten om en undskyldning, for det står jo Jyllands-Posten frit for, om de vil det, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen og fortsætter om Kinas ageren:

- Kineserne kører en politik, hvor de truer alt og alle med alverdens ting. Det er en gammel historie.

- Man truer hele tiden. Også mod den danske eksport og siger, at det vil betyde en katastrofe, hvis ikke man makker ret. Det er Kinas måde at agere på. Og det er ret uappetitligt, synes jeg.

SF's formand Pia Olsen Dyhr skriver på Twitter, at Kina skal blande sig uden om.

- Fingrene væk fra den frie presse! Uanset om du hedder Kina eller Søren Espersen, skriver hun. Sidstnævnte med henvisning til, at Søren Espersen netop har krævet en DR-vært fjernet fra skærmen.

Hverken statsminister Mette Frederiksen (S) eller udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har kommenteret sagen. Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan skriver dog på Twitter:

- Folk, der kræver at man siger undskyld for tegninger, skal se at komme ud af deres vinterdepression.

/ritzau/

Annonce
https://twitter.com/lars_aslan/status/1222068943663378434
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce