Annonce
Udland

Dansker i Kina: Virusskræk giver skrabet men autentisk nyår

Carlos Garcia Rawlins/Reuters
Lørdag er fejring af det kinesiske nytår begyndt, men frygt for coronavirus sætter en dæmper på festligheden.

Normalt er der festfyrværkeri i gaderne, når kineserne markerer nytår. Lørdag går kineserne ind i rottens år, men en del af indbyggerne i hovedstaden Beijing har skiftet den årlige nytårsfest i byen ud med en mere stille dag hjemme.

Det skyldes, at indbyggerne er bange for at blive smittet med coronavirus, der har kostet over 40 menneskeliv og gjort endnu flere syge.

Det fortæller Eric Messerschmidt, der er direktør i Dansk Kulturcenter i Beijing. Han har boet i Kina siden 2001.

- Alle gader har røde lamper, og folk går med røde halstørklæder. Rød er festens farve. Så det er ikke, fordi nytåret er fraværende, men det fejres på en anden måde. Man fejrer det ikke i byrummet.

- Kun enkelte parker og indkøbscentre er åbne, så det bliver en mere skrabet udgave af nytåret, men det er også mere autentisk i den forstand, at folk bliver med deres familie, siger han.

Ifølge Eric Messerschmidt plejer især en del af de mere velstående i Kina at rejse ud af landet hen over nytåret. I år er flere blevet hjemme, fordi der er uvished om, hvorvidt det vil være muligt at komme hjem igen.

Det skyldes, at virusset den seneste tid har spredt sig. Der kommer løbende strammere restriktioner for folk, der har opholdt sig nær hovedstaden Wuhan i Hubei-provinsen. Det var her, virusset første gang blev registreret i slutningen af december.

Virusset kan smitte fra menneske til menneske, men alligevel oplever Eric Messerschmidt ikke, at befolkningen er paniske.

- Jeg var her også under sars i 2003, og jeg oplever det her meget forskelligt. Dengang var folk forvirrede og underinformerede. Nu er mange på sociale medier, og myndighederne informerer godt og løbende. Der er ingen panik.

- Folk er rolige, men når man går på gaden, kigger man skævt til de mennesker, der ikke har maske på. Så tænker man: "Har de ikke forstået alvoren i det her?".

Det kan ikke umiddelbart ses på folk, om de er smittet med coronavirus, og derfor er der fokus på at beskytte slimhinder i næse, mund og svælg med en ansigtsmaske. Desuden opfordrer myndigheder til ofte at vaske hænder.

- Jeg tager ikke offentlig transport. Jeg cykler rundt, og det er nemt - især nu, fordi der ingen biler er på gaden, siger Eric Messerschmidt.

Han har planer om at markere nytåret ved at spise godt hjemme, meditere, gå rundt i parkerne i nærområdet, men ikke have fysisk kontakt med folk.

- Der bliver selvsagt en masse telefonsamtaler, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce