Annonce
Aabenraa

Dansker driver bed & breakfast i kriseramt Italien: - Håbet lever stadig

Sofie Fink er vokset op i Nr. Hostrup. Nu driver hun gården Poderuzzo sammen med sin mand, Giovanni. Foto: Privat.
Hverdagen er helt vendt på hovedet for Sofie Fink fra Nr. Hostrup, der driver Bed & Breakfest nord for Firenze. Hun frygter for fremtiden, men håbet lever stadig hos italienerne.

Toscana: Den gode nyhed er, at Toscana ikke er særlig hårdt ramt af coronasmitten sammenlignet med de nordlige regioner i Italien.

Men derudover kan det være lidt svært for danske Sofie Fink at finde lyspunkterne. Hun er vokset op på en gård ved Nr. Hostrup, og flyttede for 20 år siden til Italien for at dyrke sin interesse for kunst.

Nu er hun gift med italienske Giovanni, og sammen driver de gården Poderuzzo i Toscana en halv times kørsel nord for Firenze.

Hun glæder sig over, at der ikke er nogen i familien eller bekendtskabskredsen, der er blevet syge af coronavirussen.

En af de store indtægtskilder er gårdens Bed & Breakfest og firmaet Sofies Toscana, hvor Sofie Fink formidler udlejning af ferieboliger - især til danskere.

- Der er rigtigt mange, der aflyser i øjeblikket - selv om nogle holder fast i deres reservationer fra juli og frem. Men vi ved jo ikke hvad der sker. Vi frygter, at folk slet ikke tør at rejse til Italien fremover, fordi landet har været så hårdt ramt af coronasmitte, siger Sofie.

Den italienske regering har også lavet en hjælpepakke for at få erhvervslivet gennem krisen, men den er ikke særligt stor sammenlignet med den danske.

- Der er afsat 25 milliarder euro, men der er slet ikke nogen af de penge, der er kommet ud og virke endnu, fortæller Sofie.

Annonce

Ny fra den corona-lammede verden

JydskeVestkysten Aabenraa vil i den kommende tid tale med en række mennesker fra området, som nu bor og lever i forskellige lande ude i verden, hvor coronavirussen og smittefaren på mange måder sætter sit præg på dagligdagen.

Kun til supermarkedet

Hverdagen på gården Poderuzzo er præget af de mange restriktioner, der skal forhindre udbredelsen af smitte:

- Vi skal jo blive hjemme. Vi må kun tage ud for at handle i supermarkedet og så skal vi have en seddel med. Vi må nemlig kun handle i vores egen kommune, selv om der måske er et supermarked, der ligger tættere på i en anden kommune, fortæller Sofie.

- Udover supermarkedet må vi tage på apoteket, gå til læge eller gå ud, hvis vi skal hjælpe et ældre familiemedlem - ellers ikke, tilføjer hun.

De mange restriktioner er ikke nemme for italienere, som elsker at være sammen og mødes med familie og venner over god mad.

- Italienere er meget socialt anlagte, men nu må de ikke mødes. De må nøjes med at snakke fra deres vinduer eller facetime.

- Det var meningen, at restriktionerne skulle lette igen den 3. april, men det tror italienerne ikke på længere, fortæller Sofie Fink.

Dagens tal

Hver aften klokken 18 sidder italienerne klistret til tv-skærmene, for der bliver de seneste tal for indlagte, døde og smittede offentliggjort.

- Det er blevet et ritual hernede. Vi håber hver eneste dag, at det vender. Der er stadig mange døde, men der er et lille håb i, at der ikke er så mange nye smittede længere, fortæller Sofie.

- Folk er bekymrede og frygter, at det aldrig bliver det samme igen. Det er alvorligt det her. Men der er også et håb om, at smitten går i sig selv, når det bliver varmere.

Sofie håber, at der kommer gang i turismen i Italien igen fra juli, men hun frygter, at det ikke bliver det samme som før Coronakrisen. Arkivfoto: Claus Thorsted.

Nye veje

Sofie og Giovanni har i de første år brugt det meste af gårdens jorde til at dyrke hø.

Men for et par år siden begyndte de at plante olieventræer i håb og at kunne starte en produktion af olivenolie. Det tager dog nogle år, inden træerne er tilstrækkeligt store.

Parret har også planer om at begynde at dyrke safran på den meget tørre jord.

Sofies mand er kunstner og laver skulpturer i træ. Selv har hun brugt sin uddannelse som kunsthistoriker til at være guide for danske turister i Firenze. Men denne turistmagnet er som hele resten af Italien tømt for mennesker i øjeblikket.

Det er hårdt arbejde at drive landbrug i Toscana. Foto: Privat.
Sofie Fink er uddannet kunsthistoriker fra Aarhus Universitet. De seneste godt 20 år har hun boet i Italien. Foto: Privat.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce