Annonce
Udland

Danskere blander sig i brexit-protest i Londons gader

Simon Dawson/Reuters
Den danske del af Europabevægelsen er lørdag i London for at demonstrere mod brexit, der lørdag stemmes om.

Titusinder af protesterende borgere er lørdag gået på gaden i London med opråb til det britiske parlament, der på samme tid sidder i en langvarig debat i Underhuset om premierminister Boris Johnsons brexit-aftale.

Borgerne er samlet under en demonstration kaldet People's Vote March, der arbejder for en ny folkeafstemning om brexit og håber på, at Storbritannien alligevel bliver i EU.

Den danske gren af Europabevægelsen, der er for EU, har sendt tre medlemmer til London for at gå med i marchen.

Næstformand Jens-Kristian Lütken befinder sig derfor lørdag eftermiddag i menneskemængden.

- Vi er en lille gruppe på tre medlemmer fra Danmark, og vi marcherer gennem gaderne hen til parlamentet, hvor der så er taler. Men vi rykker os stort set ikke ud af flækken lige nu. Det tager tid at få så mange mennesker igennem.

- Vi er lidt mindre denne gang, end sidst vi marcherede. Jeg tror, at nogle lidt har opgivet håbet, fordi det jo er i dag, at der skal stemmes, siger han.

Flere af demonstranterne er midt på eftermiddagen nået frem til parlamentet, hvor de fra gaden kalder på en ny folkeafstemning.

Men Jens-Kristian Lütken understreger, at de føler sig en smule modløse.

- Jeg mødte et par fra Derby (by i midten af England, red.), og de var taget herned, fordi de følte, at de var nødt til at gøre et eller andet. Og demonstrationen er jo det, man kan gøre.

- De havde stemt, at Storbritannien skulle blive i EU, og de var chokerede over resultatet i sin tid. Nu ville de gøre noget lige her på falderebet, siger han.

Han forklarer, at mange af demonstranterne holder sig opdateret på situationen i Underhuset gennem Twitter, hvor nogle parlamentarikere skriver fra.

Parlamentet skal lørdag stemme om brexit-aftalen, som Boris Johnson har forhandlet på plads med EU's ledere.

Storbritannien er endegyldigt på vej ud af EU, hvis 320 af Underhusets medlemmer stemmer for aftalen.

Men den tidligere konservative parlamentariker Oliver Letwin, der er blevet smidt ud af partiet for at gå imod regeringen, har fremsat et ændringsforslag, der kan ændre på tidsplanen.

Det indebærer, at en endelig, parlamentarisk godkendelse af brexit-aftalen først sker, når den lovgivning, som er nødvendig for aftalen, er kommet sikkert gennem parlamentet.

Ændringsforslaget skal til afstemning lørdag og kan betyde, at afstemningen om Boris Johnsons aftale bliver udskudt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Danmark

Live: Syv mænd og to kvinder kræves fængslet i terrorsag efter omfattende politiaktion - følg forløbet her

Annonce