Annonce
Udland

Danskere er særligt glade for EU's store handelsaftaler

Roslan Rahman/Ritzau Scanpix
Støtten til EU's store handelsaftaler er voksende, viser EU-undersøgelse, og den er særligt stor i Danmark.

Torsdag træder en stor handelsaftale mellem EU og Singapore i kraft.

Det sker i umiddelbar forlængelse af en undersøgelse fra Eurobarometer af opbakningen til EU's handelsaftaler. Opbakningen er voksende.

Danskere er generelt meget positivt stemt over handelsaftaler som den med Singapore.

81 procent af de adspurgte i Danmark er enten helt eller overvejende enige i, at EU er bedre til at forsvare handelsinteresser, end hvis Danmark skulle forsøge at indgå sådanne aftaler på egen hånd.

- Jeg er stor tilhænger af fri, fair og bæredygtig handel. Et flertal af danskerne er tilsyneladende helt enige. Derfor er der al mulig grund til at fejre, at EU har indgået endnu en handelsaftale, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en skriftlig udtalelse.

Han hæfter sig især ved, at "aftalen forpligter begge parter til at overholde internationale konventioner om arbejdstagerrettigheder og miljø".

Netop disse spørgsmål har tidligere været årsag til store demonstrationer og blokader af handelsaftaler. Det var tilfældet med en aftale med Canada (Ceta) for et par år siden.

EU-landenes udenrigs- og handelsministre skal torsdag drøfte international handel i Bruxelles.

Et af emnerne på dagsorden er handelsrelationen til USA, der går imod fri handel. USA har de seneste år indført handelsbarrierer i et forsøg på at beskytte egne virksomheder og arbejdspladser.

- I en tid præget af øget protektionisme sender vi et vigtigt signal til hele verden om, at EU bliver ved med at indgå nye bilaterale handelsaftaler, siger Kofod.

EU har indgået knap 40 handelsaftaler med lande over hele verden. Opbakningen til disse aftaler er på EU-plan steget 16 procentpoint siden en lignende undersøgelse for ti år siden.

EU-Kommissionen har ifølge handelskommissær Cecilia Malmström arbejdet på at skabe større åbenhed i processen.

- Da jeg overtog jobbet for fem år siden, var der udbredt kritik af international handel og EU-Kommissionens måde at håndtere forhandlingerne på. Derfor besluttede vi at ændre måden, vi fører handelspolitik, siger hun i en skriftlig udtalelse.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce