Annonce
Udland

Danskere opfordres til at holde sig fra uro i Barcelona

Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Indbyggerne i Barcelona er mandag talstærkt på gaderne efter domme mod separatister.

Danskere i Barcelona opfordres til at holde sig på afstand af demonstrationer i den spanske storby og dens lufthavn.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

Demonstrationerne vil påvirke trafikken, herunder flytrafik.

Udenrigsministeriet henviser til, at man skal holde sig opdateret via lokale medier og følge de lokale myndigheders anvisninger.

Indbyggerne i den catalanske hovedstad er gået talstærkt på gaderne mandag for at vise deres utilfredshed med domme fra Spaniens højesteret samme dag.

Cataloniens tidligere vicepræsident Oriol Junqueras og otte andre fra den catalanske løsrivelsesbevægelse fik her fængselsstraffe på mellem 9 og 13 år. Tre andre slap med bøder.

Spanien har været præget af stor politisk uro siden løsrivelsesforsøget i 2017.

Dengang stemte godt ni ud af ti for, at Catalonien skulle løsrives fra Spanien.

Afstemningen var dog i forvejen erklæret ulovlig. Flere valgsteder blev blokeret af politiet på valgdagen.

Alt i alt afgav kun 43 procent af catalonierne deres stemme.

Det daværende regionale styre med Carles Puigdemont i spidsen erklærede Catalonien for uafhængigt efter folkeafstemningen.

Det fik regeringen i Madrid til at gribe ind. Man afsatte det regionale styre og udskrev nyvalg til regionsstyret.

Carles Puigdemont flygtede fra Spanien og er nu i eksil i Belgien.

Mandag udstedte den spanske højesteret også for anden gang en europæisk arrestordre på Puigdemont.

Der har tidligere været udstedt en arrestordre på Puigdemont, men den blev droppet af den spanske højesteret i juli 2018.

10. november skal spanierne til parlamentsvalg for fjerde gang på fire år. Det er nemlig ikke lykkedes at danne en regering siden sidste valg i april.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce