Annonce
Biler

Danskerfavorit får en stribe forbedringer

Citroën C3 får en opgraderet front med en lettere x-formet kølergrill. Full LED-forlygter er nu en mulighed. Foto: Citroën
Den buttede Citroën C3 får et midtvejsfacelift med ny front, mere komfortable sæder og endda mulighed for træindlæg i kabinen.
Annonce

Godt nok er Citroën C3 en miniklassebil, der normalt ligger i et meget overkommeligt prisleje og bl.a. derfor blev den næstmest solgte bil herhjemme sidste år. Men det forhindrer ikke den franske producent i at stille op med massevis af muligheder for personlig styling, der ellers hører til i en klasse, hvor vi normalt finder biler som de mere eksklusive Mini-modeller.

Sådan har det været, siden C3 kom i den nyeste generation i 2016, og med et midtvejsfacelift bliver der nu skruet op for at sætte et helt personligt præg på modellen.

Den opgraderede model kan først og fremmest spottes på en mere ny front med en x-formet kølergrill med inspiration fra konceptbilen Cxperience, og hvor full LED-forlygter nu er en mulighed sammen med det obligatoriske LED-kørelys.

Citroën C3

Den første generation kom på banen i 2002. Den næste fulgte i 2009, mens den nuværende så dagens lys i 2016.
Annonce

Mange kampagne-modeller

Ud over nye kofangere for og bag kan mærkets karismatiske airbumps, som tager skraldet ved parkeringsskader, fås i en række nye designs.

Inden døre kan man nu opgradere med de ekstra polstrede Comfort seats, der også kan fås til C4 Cactus og C5 Aircross, mens der kan tilkøbes mere stil med træagtige interiør-detaljer kaldet Techwood.

Herhjemme sælges langt de fleste bilmodeller dog generelt med det fabriksmonterede udstyr, fordi bilkøberne holder på det sikre. C3 har dog også i stor stil været solgt som kampagnemodeller med en del ekstraudstyr, og nogle af disse har også speciallakeret tag. Det gælder f.eks. en aktuel model som C3 Triumph.

Annonce

Uændrede motorer

Den centrale berøringsskærm på syv tommer, der kan virke med Apple Carplay, får nu en ny og mere blank overflade, mens striben af muligheder for sikkerheds- og assistentsystemer, der omfatter en halv snes stykker, nu også indbefatter parkeringssensorer for og bag. I forvejen byder modellen på mulighed for udstyr som automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, vejbanealarm, advarsel for trafik i blinde vinkler og vejskilte-aflæser. Det hele er dog i de højere udstyrsversioner eller som tilkøb. Fartpiloten fås heller ikke med en adaptiv funktion.

Motorprogrammet, som løbende er opgraderet, er uændret. Det omfatter to trecylindrede 1,2 liters benzinmotorer på 82 hk og 110 hk, mens her også er en firecylindret 1,5 liters dieselmotor på 110 hk. Her fås den største benzinmotor også med sekstrins automatgear.

Faceliftet omfatter også de obligatoriske ændringer med nye trim, farver og fælgdesigns.

Den nye model går i produktion midt på året. Danske priser eller udstyr kendes endnu ikke.

Bagenden på C3 bliver ændret med mere markerede baglygter. Foto: Citroën
Inden døre løftes overliggeren med en bedre berøringsskærm og mulighed for træ-indlæg i kabinen. Foto: Citroën
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Antons hus kan du få for 100.000 kroner

Annonce