Venstres politiske ordfører kan ikke genkende det billede, som medierne er med til at fremstille af Lars Løkke Rasmussen. Og hun er lodret uenig i vælgernes vurdering af Venstre-formanden.
Det kommer formentlig ikke som den store overraskelse. Men alligevel. Et 12-tal som kun gives for »den fremragende præstation«. Det er den årskarakter, som Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), giver sin egen partileder, Lars Løkke Rasmussen (V).
»Han er en ualmindelig dygtig politiker, og jeg mener også, at han hele vejen igennem, både som menig minister og statsminister, viste, at han har visionerne og modet til at gennemføre de reformer, der er så meget brug for,« siger Inger Støjberg.
Vælgerne er ikke enige i Støjbergs karaktergivning. I en rundspørge, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, ligger Lars Løkke helt i bund blandt partilederne med et gennemsnit på 2,9. Det er ifølge Inger Støjberg stadig den famøse tøjsag, som Løkke ikke kan ryste af sig.
»Det meget pinefulde forår, vi var igennem, sled både på tilliden og troværdigheden. Men jeg må bare sige, at jeg arbejder sammen med Lars Løkke hver eneste dag, og jeg kan ikke genkende det billede, der bliver fremstillet i aviserne. Jeg synes, at det er en helt skæv vurdering.«
Det er ikke første gang, siden Lars Løkke Rasmussen på et møde i starten af juni med nød og næppe bevarede formandsposten, at Venstre-bossen får tæsk i en meningsmåling. Og der er ikke andet at gøre end at tage arbejdshandskerne på, understreger Inger Støjberg.
»Jeg havde da gerne set, at det så anderledes ud, men nu må vi jo bare arbejde på at vinde valget, og det gør vi bedst ved hele tiden at fremlægge nogle konkrete bud på, hvordan vi vil ændre på tingene og være et konstruktivt og seriøst arbejdende parti,« siger Venstres politiske ordfører.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), toppen partiledernes karakterskala med et gennemsnit på 7,1.