Annonce
Indland

Dansktopstjerne med solide evergreens

Pedersen Peer/Ritzau Scanpix
Ulla Pia var blandt de store stjerner, da dansk slagermusik var langt mere udbredt end i dag. Mange kan stadig synge med på hendes hits. Nu fylder hun 75.

Årene flyver. Det kunne næsten være titlen på en slager fra dengang, da dansktopmusik havde sin storhedstid.

Annonce

Da kunstnere som Ulla Pia i 1960'erne og 1970'erne leverede den ene ørehænger efter den anden.

Mange modne danskere kan synge med på Ulla Pias store hits som "Flower Power tøj" fra 1969 og "Karina" fra 1971.

Men årene flyver. Det gør de også for Ulla Pia. Hun fylder den 17. februar 75.

Allerede i en meget ung alder var talentet tydeligt hos Ulla Pia Nielsen, som hun hedder.

I begyndelsen var det jazz, der trak, men det endte med en karriere inden for slagermusik.

Hun voksede op på Islands Brygge i København, sang som korpige og turnerede senere i orkestre.

Ulla Pia blev hurtigt et af de største navne i dansk pop og optrådte i mange tv-udsendelser.

I 1968 fik hun sit første hit på dansktoppen med "Sommeren det hændte".

Hendes folkelige gennembrud kom i 1966, da hun iført perlekjole og det karakteristiske sorte, opsatte hår vandt det danske Melodi Grand Prix.

Det var en overraskelse for hende selv, da hun var oppe mod rutinerede kræfter som Dario Campeotto og Gustav Winckler.

"Stop, mens legen er go'", hed hendes vindersang, hvilket blev symbolsk for konkurrencen.

For DR valgte at stoppe deltagelsen efter 1966, og først i 1978 blev det danske Melodi Grand Prix genoplivet.

Nogenlunde samtidig nedtrappede Ulla Pia sin sangkarriere efter en periode med sygdom.

Hun er en ældre kvinde nu, og i et interview med Familiejournalen i 2016 fortalte hun også om helbredsproblemer.

Hun fortalte, at hun var ude at gå en tur på Islands Brygge, da hun pludselig faldt om. Hun kom på hospitalet og blev undersøgt.

Der var ikke noget galt med hende, men datteren Karina fik hende alligevel ind i en beskyttet bolig i Nærum, hvor hun er tættere på datteren og børnebørnene.

I et tv-program på DR i 2017 fortalte Ulla Pia, at hun ikke havde så meget tid til sin datter, da sangkarrieren var på sit højeste i begyndelsen af 70'erne.

- Alle odds var imod hende med mig som mor. Det var mormor, der passede. Når jeg kom hjem, gik jeg over og hentede hende og bar hende hjem, så jeg kunne vågne med hende den næste morgen.

Karina, der blev født i 1970, medvirkede også i programmet. Hun bebrejder ikke sin mor.

- Mor har altid haft dårlig samvittighed over, at hun havde det job, hun havde. Fordi hun var så meget væk.

- Men det har ved gud grød ikke fyldt særlig meget i mit liv. Jeg har aldrig følt mig svigtet eller tilsidesat. Fordelen var, at jeg havde hende i hverdagen, hvor andres forældre var på arbejde.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Nu er 187 døde med coronavirus i Danmark

Annonce