Mandø: Dark-Sky Park Mandø var temaet på et skype-møde forleden, hvor mulighederne for at opfylde betingelserne for at blive Dark-Sky-område blev drøftet af øens beboere og repræsentanter fra Esbjerg Kommune.
- Ved ansøgningstidspunktet skal 65 procent af lyskilderne på Mandø være godkendt af Dark-Sky Association. For Mandøs beboere betyder det i princippet bare, at de skal skifte til anden slags pære, fortalte formand for Mandø Fællesråd, Claus Christensen, der var var yderst positivt stemt efter mødet.
Claus Christensen, Mandø FællesrådJeg ser Dark-Sky som en naturlig del af den udvikling, Mandø er inde i.
Udover gadebelysningen, der sorterer under Esbjerg Kommune, er de to største lysforureningskilder på Mandø Restaurant Vadehavet og Café Mandøpigen.
- Begge restauratører er indstillet på at gøre det muligt for Mandø at blive certificeret til Dark Sky, og gadebelysningen kan både reduceres ved lampernes hældning og pærernes styrke, forklarede Claus Christensen, der kunne fortælle, at det for Mandøs vedkommende betyder, at øens lysmængde skal reduceres med 50 procent.
Få midler
- Esbjerg Kommune er i gang med at se på, hvordan vi løser de forskellige udfordringer med udelyset. Vi er også i god dialog med Esbjerg Havn, der gerne vil slå ind på bæredygtighed og arbejde på at undgå unødig lysforurening ud over Vadehavet, fortalte Claus Christensen, der understregede, at man i langt de fleste tilfælde kan reducere lysforureningen med få midler.
- Jeg ser Dark-Sky som en naturlig del af den udvikling, Mandø er inde i. Samtidig passer det rigtig godt, at det primært er i efterårs- og vintermånederne, hvor vi har kapacitet til det, at det vil tiltrække mennesker til øen, fastslog Claus Christensen, der håber at kunne sende en ansøgning til Dark-Sky Association allerede i november, og som understregede:
- Vi skal passe på det mørke, vi har, og der var stor opbakning på mødet. Som Nationalpark og Verdensarv er det også vores pligt at mindske lysforureningen af hensyn til de trækkende fugle.
Dark Sky
Definitionen på en Dark-Sky Park er et landområde med minimal lysforurening og en enestående kvalitet af stjerneklare nætter og et natligt miljø, der er specifikt beskyttende for områdets videnskabelige, naturlige, uddannelsesmæssige og kulturelle arv.
Her er det muligt at se en helt klar og sort stjernehimmel øverstrøet med stjerner og en klart defineret mælkevej.