Annonce
Haderslev

Datteren blev dræbt, da Flemming kørte galt: - Lige dér dør min datter, mens jeg holder hende i hånden

Arkivfoto: Michael Bager
Flemming Lorenzen ved, hvor lidt der skal til i trafikken, før man kan miste det, man har allermest kær.
Annonce

Flemming Lorenzen fra Vojens glemmer aldrig den 26. august 2016.

Den dag betalte han en stor pris for et uopmærksomt øjeblik.

Det skriver DR Syd.

Han er ude at køre bil med sin datter og sit barnebarn i Sønderjylland.

- Vi kører på en strækning mellem Gabøl og Toftlund. Og så siger mit barnebarn pludselig 'pas på bedstefar'. Der kommer så en hare, der er også lagt ny asfalt, og da jeg bremser, er det ligesom at køre på brun sæbe. Og vi havner i grøften.

Bilen lander på taget, og Flemming Lorenzen og hans datter Tanja Peulecke sidder fastklemt i bilen.

Den augustdag ændrer Flemming Lorenzens liv sig totalt.

- Lige efter ulykken kommer en ung mand hen og spørger, hvad der er sket. Og der får manden reddet mit barnebarn ud af bilen. Og lige dér dør min datter, mens jeg holder hende i hånden.

- Jeg sidder ved siden af hende i 40 minutter, før vi bliver skåret fri, siger Flemming Lorenzen.

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at antallet af trafikdræbte på de danske landeveje stiger.

I årets ti første måneder var der 159 dræbte på de danske veje - mod 134 i samme periode sidste år.

Ifølge Vejdirektoratet er det de små uopmærksomme øjeblikke, der kan få fatale følger.

Og det er Flemming Lorenzen helt enig i.

- Når jeg kører, er jeg meget opmærksom på, om der er plads nok. Jeg tager ingen chancer. Hvis jeg laver noget forkert, så risikerer jeg, at andre kommer til skade.

- Og det vil være det værste, der kan ske, siger Flemming Lorenzen.

Kilde: DR SYD

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce