Annonce
Aabenraa

Deniz har været der: Hør om børnene i Syrien

I 10 år har en borgerkrig ødelagt Syrien og sendt millioner af mennesker på flugt. Deniz Serinci er journalist og har rejst i Syrien og Irak og vil på Aabenraa Bibliotek fortælle om krigen og baggrunden for den. PR-foto
Hvorfor drager man i hellig krig? Journalist Deniz Serinci har rejst i både Syrien og Irak, hvor han har snakket med de danske børn og deres forældre, der rejste fra Danmark til Syrien for at blive en del af Islamisk Stat. Det fortæller han om på biblioteket.

Aabenraa: Nu er der mulighed for at komme til foredrag på Aabenraa Bibliotek og blive klogere på borgerkrigen og flygtningelejrene i Syrien - og ikke mindst de danske børn og deres forældre, der bor der. Det er tirsdag 22. juni fra klokken 17 til 18.30.

Det oplyser biblioteket i en pressemeddelelse.

Deniz Serinci har rejst i både Syrien og Irak, hvor det blev til timelange interviews med de danske børn og deres forældre, som har tilsluttet sig terrorgruppen Islamisk Stat.

Annonce

Hvorfor drog de i hellig krig? Hvordan forklarer de Islamisk Stats handlinger? Er de skuffede, fortryder de, og vil de tilbage til Danmark?

Står bag flere bøger

Borgerkrigen har varet i 10 år. I løbet af foredraget forklarer Deniz Serinci, hvad det er, der er sket i Syrien, hvem der er i krig med hvem, og hvordan Islamisk Stat kom ind i billedet.

Regeringen har besluttet, at tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres tilsammen 14 børn bliver hentet tilbage til Danmark. Deniz Serinci kommer også ind på, hvilke argumenter der er - for og imod - at hente børnene tilbage til Danmark.

Deniz Serinci er 35 år og uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Han skriver blandt andet for Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad og har skrevet bøgerne ”Fængslet i Erdogans Tyrkiet”, “Slave i Islamisk Stat: Ghaliyas historie”, “Terrorens kalifat: Et indblik i Islamisk stat” og ”Kurdistan”.

Det er nødvendigt med tilmelding og coronapas.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce