Annonce
Sport

David Villa stopper karrieren efter japansk eventyr

Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Den tidligere spanske landsholdsangriber David Villa stopper fodboldkarrieren efter denne sæson i Vissel Kobe.

Den mest scorende spiller på det spanske fodboldlandshold stopper karrieren.

Det meddeler David Villa, der lægger støvlerne på hylden efter denne sæson i japanske Vissel Kobe.

37-årige David Villa, som fortalte nyheden onsdag på et pressemøde i Kobe, nåede at score 59 mål for Spanien, og det er fortsat flest af alle.

I løbet af karrieren nåede David Villa at spille for Zaragoza, Sporting Gijón, FC Barcelona, Atlético Madrid og Valencia i Spanien.

Det blev også til en periode i australske Melbourne City og et længere ophold i MLS-klubben New York City FC.

- Jeg har tænkt på det her i lang tid. Beslutningen er truffet efter mange diskussioner med min familie og folk omkring mig.

- Jeg har haft et ønske om selv at tage beslutningen om at stoppe og ikke være tvunget til at tage den, siger David Villa ifølge AFP.

David Villa nåede at deltage i tre VM-slutrunder, og han var med til løfte VM-trofæet i 2010 med Spanien. Desuden vandt han også EM i 2008.

Mest kendt var David Villa nok for tiden i Barcelona, hvor han blandt andet var med til at vinde to spanske mesterskaber og en Champions League-titel.

I Vissel Kobe, hvor Michael Laudrup også har spillet, blev David Villa holdkammerat med den spanske fodboldlegende Andrés Iniesta og den tyske angriber Lukas Podolski.

Men den japanske klub fik aldrig den helt store succes med de mange stjerner.

Lige nu er Vissel Kobe nummer 10 efter 31 kampe i den bedste japanske liga, og David Villa har scoret 12 gange i 26 kampe for klubben i denne sæson.

David Villas sidste ligakamp for Vissel Kobe spilles 7. december.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce