Annonce
Sport

DBU laver e-fodboldturnering i klubregi

Wolfgang Rattay/Reuters
En kommende e-fodboldturnering, som DBU starter op, skal få unge mennesker fra værelset og ud i klubhusene.

E-sport skal integreres ude i idrætsforeningerne med en ny breddeturnering.

Derfor starter Dansk Boldspil-Union i samarbejde med DBU Bredde og Carlsberg Sportsfond en officiel e-fodboldturnering.

Det oplyser unionen i en pressemeddelelse.

- Vi vil gerne have de unge mennesker og andre, der har lyst, ud af værelserne og ind i klubhusene, fællesskabet og ud på fodboldbanen.

- Vi ser her en mulighed for at kunne kombinere e-fodbold med en fysisk aktivitet på fodboldbanen, siger Bent Clausen, der er næstformand for DBU og formand for DBU Bredde.

Med den nye satsning håber unionen at kunne tiltrække nye målgrupper til fodboldklubberne og skabe mere liv i deres klubhuse.

- Der er rigtig mange, som spiller Fifa, så det er oplagt, at fodboldklubberne tilbyder det til deres medlemmer og eventuelle nye medlemmer, som er interesseret i det, siger Bent Clausen.

Den sociale dimension er vigtigt i turneringen. Alle kampe i turneringen vil derfor blive spillet offline, hvorfor holdene er nødt til at mødes fysisk i værtsklubberne.

- Vi vil rigtig gerne dyrke fællesskabet og det, at man møder hinanden i øjenhøjde og på den måde kan møde andre.

E-fodboldturneringen spilles i lokale puljer, hvorfra man kan kvalificere sig til de regionale finaler og videre til Grand Finals, hvor Danmarksmesteren i DBU eFodbold kåres.

DBU har tidligere oprettet et landshold i Fifa, mens Divisionsforeningen flere gange har afviklet en e-Superliga i Fifa.

Bent Clausen oplyser, at DBU ligeledes arbejder på at lave e-fodboldskoler.

Den første e-fodboldturnering i DBU-regi vil finde sted i starten af marts.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce