Annonce
Sønderborg

DBU spærrer SUB Sønderborg Inters fodboldhold efter ny ballade på banen

Fodboldklubben SUB Sønderborg Inter har fået spærret alle deres seniorhold, der nu ikke må spille kampe. Mandag er der møde i sagen. Foto: Colourbox

Det var ren kaos og ballade på banen og ikke mindst sidelinjen, da SUB Sønderborg Inter endnu engang gik over stregen. To spillere udvist og træneren bortvist. Nu har DBU-Jylland spærret alle klubbens seniorhold.

Annonce

Det er ikke lang tid siden, at SUB Sønderborg fusionerede med Sønderborg Inter til SUB Sønderborg Inter (SSI). Nu er klubbens seniorhold allerede spærret. Alle klubbens hold er spærret. Fra serie 5 til serie 1. De må ikke spille fodbold, fordi spillere og trænere ikke kan opføre sig sportsligt på banen og sidelinjen. Det afgørende moment var i en serie 5-kamp hjemme i Sønderborg, hvor SSI tog imod Midtals IF. En kamp udeholdet vandt med 4-3. Her gik to spillere og træneren amok. Spillerne fik rødt kort og blev vist ud - mens træneren blev bortvist fra kampen. Nu har DBU-Jyllands disciplinærudvalg spærret holdene indtil videre til og med 12. juni. Dermed går klubben glip af mindst fire kampe, som der er taberdømt i. Tre serie 5-kampe og en enkelt serie 1-kamp.

- Der har været en stribe andre sager i Sønderborg Inter, der nu er en del af fusionsklubben. Vi spærrer alle klubbens hold, fordi det nu skal gå op for dem, at det her er alvor. Det er klubbens ansvar, siger Kristian Nørgaard Thomsen, der er formand for disciplinærudvalget.

DBU-Jylland mødes mandag med SSI's formand og en anden leder i klubben, der er bror til den bortviste træner.

Der står i afgørelsen, at klubbens seniorhold er spærret i første omgang til og med 12. juni. Betyder det, at den spærring kan blive længere?

- Jo, altså det kan den i princippet, men det forventer jeg nu ikke, siger Kristian Nørgaard Thomsen.

Men hvad skal der komme ud af sådant et møde, for at SSI kan få lov at spille seniorfodbold igen?

- Vi forventer en god dialog, og så løser sagen sig formentlig. Vi skal høre, at klubben tager det alvorligt og vil gøre noget for, at det ikke gentager sig, siger Kristian Nørgaard Thomsen.

Der har været en stribe andre sager i Sønderborg Inter, der nu er en del af fusionsklubben. Vi spærrer alle klubbens hold, fordi det nu skal gå op for dem, at det her er alvor. Det er klubbens ansvar.

Kristian Nørmark Thomsen, formand for DBU-Jyllands disciplinærudvalg

DBU-sagen

DBU-Jyllands disciplinærudvalg har udelukket - eller spærret - alle SUB Sønderborg Inters seniorhold til og med 12. juni. Det er sket efter en kamp mod Midtals IF 5. juni 2018.

Ifølge dommer Jesper Damm Hansens indberetninger viste han to spillere ud sidst i kampen, der endte 4-3 til Midtals IF.

78. minut:

Der dømmes frispark til Midtals IF. En spiller fra SUB Sønderborg Inter truer en modspiller med "at ordne det efter kampen" og at "ordne det lige nu". I samme episode går Sønderborgs træner langt ind på banen. Dommeren beder ham talrige gange om at forlade banen, men han vil ikke høre efter og forlader ikke banen. Han er verbalt meget negativ, og til sidst går han ud af banen. Han vender sig rundt mod dommeren og siger: "Fuck dig". Derefter bliver han bortvist fra kampen. I disse sekunder er både Sønderborgs ledere og tilskuere meget ophidsede.

88. minut:

Der dømmes frispark til Midtals IF. En Sønderborg-spiller råber på kort afstand til dommerne: "Fuck dig, din luder". Dommeren fløjter højt og markerer, at der kommer en straf. Tidligere i kampen har samme spiller fået et gult kort for fornærmelig tale og upassende sprogbrug. Spilleren forlader banen, men på vej ud vender han sig om og får med raske skrift direkte mod dommeren. Fra en meters afstand læner spilleren sig fremover og spytter med stor kraft direkte ned foran dommerens fødder. Han får direkte rødt kort. Derefter brokker han sig højlydt på dansk og udenlandsk.

I slutfasen bliver der råbt mange ukvemsord på dansk og udenlandsk fra SUB Sønderborg Inters side.

"Jeg er generelt meget tolerant og anser mig selv som yders fair. Det der skete i går (5.6.18, red.), gik langt over min grænse, og jeg bryder mig absolut ikke om at forlade en kamp med beskyldninger om, at de nævnte situationer skulle have grundlag i at jeg er racist." - skriver dommeren i sin indberetning.

Han understreger dog, at han ikke på noget tidspunkt følte sig truet, men at det gik langt ud over det acceptable.

Formand for fodboldklubben, Carsten Miang, vil intet sige. Arkivfoto
Annonce

Formand klapper i

Kan I forlange træneren fyret for eksempel eller andre konkrete konsekvenser?

- Nej. Han får en personlig karantæne. Faktisk har klubben gjort en del for at arbejde med det her. Klubbens politik er god nok, men det er da rigtigt, at hvis det kun er bogstaver på et stykke papir, hjælper det ikke så meget, siger han.

Så hvis klubben på det møde kommer med nogle pæne hensigtserklæringer, så spiller deres seniorhold fodbold igen efter 12. juni?

- Ja, nu skal vi jo ikke foregribe begivenhedernes gang, men det forventer jeg. Men det er klart, at vi har et øje på klubben, og de skal nok ikke gøre den slags igen, siger Kristian Nørgaard Thomsen.

Formand for SUB Sønderborg Inter, Carsten Miang, vil ikke kommentere sagen på nuværende tidspunkt. JydskeVestkysten ville gerne have svar fra formanden på, hvad han vil gøre ved de her gentagne problemer med disciplinen på banen og udenfor banen i klubben. Avisen ville også gerne høre, om det får konsekvenser for træner og spillere i skikkelse af trænerfyring og ekskludering af klubbens spillere med gentagne disciplinære problemer, sanktioner og karantæner.

Formanden for disciplinærudvalget oplyser, at der for nylig var en lignende sag i Aarhus, hvor alle klubbens seniorhold blev spærret. Det sker en-to gange om året i hele Jylland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Budskabet er forstået – vistnok

Annonce