Annonce
Aabenraa

De ældre skal bo i parken: Nyt plejehjem klar på tegnebrættet

Det nye plejehjem i Tinglev bliver på det nærmeste en by i byen. Illustration: Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S
Planerne for et nyt plejehjem i Tinglev er på plads, og de kommende beboere kan glæde sig over beliggenheden.
Annonce

Tinglev: Når det nye plejehjem står klar i Tinglev i løbet af 2021, så er der i hvert fald én ting, beboerne ikke kan klage over. Det er beliggenheden. Ny Grønningen, som bliver plejehjemmets navn, skal nemlig opføres i byens park ved siden af Borgerhuset.

- Plejehjemmet får den smukkeste placering i Tinglev, og det er dejligt at kunne bibeholde de ældre i nærområdet, siger Aabenraa Kommunes borgmester, Thomas Andresen (V).

Planerne og tegningerne til det nye plejehjem i Tinglev blev fredag eftermiddag præsenteret på Borgerhuset, og her blev det også afsløret, at det bliver arkitektfirmaet Frost Larsen A/S fra Skanderborg, der får til opgave at bygge Ny Grønningen.

Det vindende projekt fra arkitektfirmaet skilte sig blandt andet positivt ud fra de fire andre forslag i udbudskonkurrencen i måden, plejehjemmets omgivelser inddrages gennem stisystemer og gennem åbenhed i selve byggeriet.

- Det har været fem fantastiske og forskellige forslag, vi har skullet tage stilling til, men vi har fået det meste af det, vi har ønsket os. Det bliver et fleksibelt plejehjem med flere indgange, og så får det en unik beliggenhed, siger Anni Oksen, der er afdelingschef for Ældre & Handicap i Aabenraa Kommune.

Jeg synes, det ser hyggeligt ud, men det er synd, at parken mere eller mindre forsvinder.

Henry Tygesen, Bajstrup

Annonce

Fremtidens plejehjem

Formanden for social- og sundhedsudvalget i Aabenraa Kommune er også mere end tilfreds med planerne for det nye plejehjem.

- Det er fremtidens plejehjem, der skal bygges i Tinglev, og det bliver en aktiv del af byen. Vi har fået mange input fra borgerne i løbet af processen, og dem rammer vinderprojektet på mange områder, siger Karsten Meyer Olesen og tilføjer, at det har været en drøm at være med i processen.

Samme opfattelse har formanden for TinglevForum, Poul-Erik Thomsen, der har været meget involveret i processen.

- Jeg vil gerne rose kommunen for processen. Den har inddraget mange foreninger, og det er et godt eksempel på, at lokalstyret virker. Det er dejligt, at vi får et plejehjem i midtbyen, og det ser jo godt ud, siger Poul-Erik Thomsen.

Et af hovedelementerne i vinderforslaget er, at de 24 boenheder er udformet som individuelle parcelhuse, hvilket understreger, at boenhederne er beboernes hjem og ikke en institution. Derudover kommer Ny Grønningen til at bestå af et fælleshus i to plan, hvor førstesalen primært anvendes til personalefaciliteter.

Annonce

Synd for parken

Der var mødt et pænt antal borgere op til præsentationen af Tinglevs nye plejehjem, og blandt dem var Henry Tygesen fra Bajstrup. Hans kone bor på Tinglevs nuværende plejehjem, Grønningen, men når det nye står klar, er hun klar til at skifte adresse.

- Hvis min kone får lov til at leve så længe, skal hun have en plads på det nye plejehjem, siger Henry Tygesen, der selv ikke har planer om at skulle på plejehjem i den nærmeste fremtid.

Henry Tygesen er i løbet af processen selv kommet med input til det nye plejehjem.

- Min idé var egentlig, at det skulle være et rundt plejehjem for at styrke fællesskabet, men det kan sikkert også ske på et firkantet plejehjem, siger Henry Tygesen, der generelt er godt tilfreds med Ny Grønningen.

- Jeg synes, det ser hyggeligt ud, men det er synd, at parken mere eller mindre forsvinder, siger han.

Det samlede pris for byggeriet af Ny Grønningen er 57,6 millioner kroner.

Ny Grønningen

Det nye plejehjem i Tinglev får navnet Ny Grønningen.

Plejehjemmet forventes at stå færdigt i 2021 og får 24 pladser.

Det er arkitektfirmaet Frost Larsen A/S fra Skanderborg, der har tegnet det nye plejehjem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Hver femte turist ønsker mere afstand

Kolding For abonnenter

SF'er opfordrede Søvndal til at gå efter borgmesterposten i vinter: - Nu kan vi måske få en reel valgkamp

Annonce