Annonce
EM I HÅNDBOLD

Nu gælder det bronze: De danske kvinder faldt med stor ære

Nora Mørk og de andre nordmænd ødelagde danskernes drømme om en EM-finale. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Drømmen om en billet til EM-finalen levede rigtig længe, men det lykkedes ikke for Danmark at få skovlen under Norge, der var klart stærkest i slutfase og vandt 27-24. De danske kvinder spiller bronzekamp på søndag mod Kroatien.

Håndbold: Det er ingen skam at tabe til Norge.

Det er bare enormt ærgerligt, når man langt, langt henad vejen spiller en rigtig flot kamp.

De danske kvinder måtte imidlertid bøje sig i kampens sidste otte-ni minutter - derfor spiller Norge finale på søndag mod Frankrig.

Det er der ikke nogen overraskelse i overhovedet, men én ting er i hvert fald sikkert: Danmark faldt med stor ære, og der er i den grad noget at bygge videre, men det er naturligvis en meget ringe trøst, når man er med til 21-21 og ender med at tabe 27-24.

Landstræner Jesper Jensen indledte med samme startopstilling, som han gjorde i pragtkampen mod Rusland. Det var igen med Kristina Jørgensen på fløjen og med en bagkæde med et par hurtige typer i Mia Rej, Mie Højlund og Mette Tranborg.

Og det begyndte yderst lovende, da Sandra Toft pillede en afslutning fra fløjen fra ellers så sikre Camilla Herrem - og i den anden ende må man da bare sige, at Mia Rej i den grad var klar fra start.

Playmakeren stod for de tre første danske scoringer, mens Louise Burgaard og Line Haugsted fulgte op med hver en kasse, og det betød samlet set en super fin og ekstrem disciplineret dansk indledning på kampen i form af en føring på 5-3.

Og det blev endnu bedre. Faktisk så meget bedre, at Norge måtte hen at trykke på timeout-knappen efter 18 minutter, da Line Haugsted netop var buldret igennem og havde sat bolden sikkert ind bag Silkje Solberg i det norske mål til en dansk føring på fire mål, 10-6.

Selvom Danmark blev ramt af tre udvisninger og ikke på nogen måde blev tilgodeset af de to rumænske kvinder i gule trøjer, var spillerne i stand til at bevare roen - og så blev der altså bare knoklet i forsvaret og løbet retur. Det var en sand fornøjelse at se på.

Det behagede tydeligvis ikke de ellers så sejrsvante norske spillere, der har tromlet samtlige modstandere ved denne slutrunde. De prøvede og prøvede med forskellige angrebsåbninger, men de kunne simpelt hen ikke komme igennem.

Enten blev de tacklet, eller også reddede Sandra Toft inde bagved. Så jo, første halvleg tilhørte Danmark. Hvem havde troet det? Den var imidlertid god nok, og det var rød-hvid føring på 13-10 efter de første 30 minutter.

Og Norge, der ellers er frygtet for sin kontrafase, havde ikke scoret en eneste gang på den facon. Det var for vildt.

Men de norske jenter, hvor alle stort set er at finde i de allerstørste klubber rundt om i Europa, skruede mærkbart op for både tempoet og kvaliteten i angrebsspillet efter turen i omklædningsrummet, og fantastiske Stine Bredal Oftedal gav Norge føringen syv minutter ind i anden halvleg.

Desuden fik træner Thorir Hergeirsson også skiftet Katrine Lunde ind i målet, og selvom hun fyldte 40 år tilbage i foråret er hun altså stadig en fantastisk målvogter.

Heldigvis har Danmark ikke længere et hold, der klasker sammen, når tingene i en periode pludselig går modstanderens vej. Holdet viste stor karakter og hang på - og det var helt lige med 10 minutter igen.

Men Norge er jo altså ikke Norge for ingenting. Og i kampens absolutte slutfase var der ikke så meget at rafle.

Danskerne kunne ikke lave tilstrækkeligt med mål, mens det noget bedre i banens modsatte ende.

Norge er klar til EM-finalen mod Frankrig, mens Danmark nu bare har at snuppe bronzen mod Kroatien.