Annonce
Nordtyskland

De er skøre de tyskere: Udsigten til fældning af træer udløser besættelse og politiopbud

I månedsvis har aktivister boet i trækoner ved banegården i Flensborg for at forhindre, at træer bliver fældet i forbindelse med et hotelbyggeri.
Annonce

FLENSBORG: Med tysk følsomhed i forhold til naturen kan man finde en skov ved banegården i Flensborg. Set med danske briller er der tale om en lille lund. Beplantningen kalder imidlertid på store følelser.

Lokale investorer vil nemlig bygge et hotel samt et parkeringshus på stedet. Derfor skal nogle af træerne fældes, og bliver så erstattet af nye træer andre steder i kommunen for at opretholde balancen mellem by og natur.

Men udsigten til træfældninger har vakt voldsom vrede hos naturaktivister. I månedsvis har de holdt træerne besat og lever i hytter i trækronerne.

Annonce

Byggetilladelse udstedt

I sidste uge udstedte Flensborg Kommune den endelige byggetilladelse. Hermed forhindrer kun aktivisternes tilstedeværelse projektet. Og det problem skulle egentlig have været ryddet af vejen mandag, hvor politiet forberedte en rømning af området.


Med fyr og flamme futter vi kapitalismen af.

Anarkister.


Men det har corona sat en stopper for. Syd for grænsen går den slags politiopgaver sjældent stille for sig, og betjentene frygtede ganske enkelt at blive smittet under nærkontakt med de protesterende. Også politiforbundet pressede på. Derfor besluttede den kommunale forvaltning med overborgmester Simone Lange i weekenden at afblæse aktionen.

- Vi bliver, indtil skoven er reddet. Nu må vi se, hvad der videre sker. Men jeg tror myndighederne har undervurderet opbakningen til skoven, siger en aktivist mandag til Flensburger Tageblatt.

Hun ønsker ikke at stå frem med sit fulde navn, men blot med fornavnet Lilly.

Annonce

Omfattende hærværk

Bag byggeplanerne står blandt andre indehaveren af et lokalt vvs-firma. På internettet blev der sidste uge offentliggjort en tilståelse fra en anonym gruppe, der erkendte omfattende hærværk på vvs-virksomhedens biler. Gruppen kaldte sig selv anarkistiske autonome. De truede med hævnaktioner, hvis træerne må vige pladsen for byggeri.

- Med fyr og flamme futter vi kapitalismen af, lød budskabet fra anarkisterne.

Foreløbig sker der formentlig intet. Coronavirussen holder stadig Flensborg i sit jerngreb med kraftig spredning, som ikke levner frirum til en indsats fra politiets side. Først omkring påske regner eksperter med, at situationen er under kontrol.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce