Annonce
Indland

De fattiges bankmand vil ændre verden

Chip East/Reuters

Muhammad Yunus blev verdenskendt, da han fik Nobels fredspris for mikrolån til fattige. Nu fylder han 80 og ser coronakrisen som en chance for at ændre verden.

Annonce

Store begivenheder er ofte en anledning til at vende bøtten.

Det mener økonomen Muhammad Yunus fra Bangladesh i hvert fald.

Der er mange, der lytter, når han åbner munden. Også selv om tiden begynder at bide på Yunus, der den 28. juni fylder 80.

For Yunus blev pludselig verdensberømt tilbage i 2006, da han fik Nobels fredspris for at have grundlagt Grameen Bank.

Det er en bank, der henvender sig til en kundegruppe, som almindelige banker helst ikke rører ved. En kundegruppe, som er stor i Bangladesh, hvor der er meget fattigdom.

De kunder har kun få midler, de kan ikke stille sikkerhed, men de har måske en god idé til at starte en virksomhed. Det kan være som syerske, som taxichauffør eller noget andet.

Og Yunus hjalp dem med mikrolån.

Disse lån var med til at skabe økonomisk og social udvikling, sagde Nobelkomiteen. Den påpegede også, at det er noget af det, der skal til, hvis fattigdommens åg skal brydes.

Det varede dog ikke ved. I 2011 blev Yunus, der flere gange havde været kritisk over for regeringen i Bangladesh, afsat som chef for banken af myndighederne.

De bebudede en undersøgelse af bankens forhold og erklærede, at den dengang 71-årige Yunus var for gammel. Han blev sendt på pension.

Men det fik ham ikke til at ligge på den lade side. Han har organiseret et netværk af det, han kalder "Social Business".

Det er en slags fonde, der støtter uddannelse, iværksættere, jobskabelse og meget andet i den tredje verden.

Der er også stadig rift efter Yunus som taler og inspirator. I maj under coronakrisen gav han en forelæsning - online, selvfølgelig - på Pontifical Lateran University, også kaldet Pavens Universitet, i Rom.

Her opfordrede han ifølge nyhedssiden Vatican News den akademiske og finansielle verden til ikke at vende tilbage til status quo, når pandemien er slut.

I stedet bør verden tænke mere på social og miljømæssig udvikling end tidligere.

Muhammad Yunus blev født i Chittagong i det nuværende Bangladesh i 1940.

Han studerede økonomi på universitetet i Dhaka. Senere studerede han videre på universiteter i USA.

Idéen til banken med mikrolån fik han ifølge The Guardian i 1970'erne, da han eksperimenterede med udlån til 42 fattige kvinder.

Bankerne ville ikke låne dem penge, og lånehajer krævede enorme renter. Så Yunus trådte til, og det viste sig, at kvinderne fik forretninger op at stå.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce