Annonce
Aabenraa

De gør det igen: Landsby får minibiograf og nyt samlingssted

Den tidligere gymnastiksal på Grænseegnens Friskole ses her omdannet til møde- og forsamlingsrum med aktivitetsmulighed for eksempelvis senioridræt, yoga og sy-damer. Illustration: Arkitekt Palle Radik
Nu behøver man ikke være fysisk aktiv for at hænge ud på Grænseegnens Friskole uden for skoletid. Først i det nye år er en ombygning af skolens tidligere gymnastiksal klar med muligheder for sociale aktiviteter.

Holbøl: Malingen har dårligt nået at tørre, siden Grænseegnens Friskole indviede en multihal til fem millioner kroner med springgrav og tilhørende fitnesscenter, inden næste projekt er sat i gang.

Nu bygges skolens tidligere gymnastiksal om for 850.000 kroner til glæde for hele lokalsamfundet. Det er en kendsgerning, efter tre bidragydere har meldt sig. Det betyder, at der blandt andet kommer en minibiograf, aktivitetsrum og forsamlingsrum.

- Nu får vi lige præcis dét, som gør, at bosætning i vores landsby er lige så attraktiv som i større byer. Endnu flere tilbud kan findes lokalt, siger Christian Duus, formand for Grænseegnens Friskole.

- Jeg synes, foreninger og skole i fællesskab skal være omdrejningspunktet for det meste, lyder det fra Christian Duus om projektet, der altså ikke er skolens alene.

Multihallen suppleres også med en sal til musik, optræden og foredrag, mødelokale, anretterkøkken, hygge- og aktivitetsrum for børn og unge og et e-sportslokale.

Annonce

Her kommer pengene fra

  • Sønderhav og omegns Mødehus' legat har i forbindelse med deres opløsning af fonden givet 405.000 kroner til projektet, mens Lokale- og Anlægsfonden har bidraget med 150.000 kroner og SE Vækstpulje med 100.000 kroner. Dertil kommer skolens eget bidrag, så prisen for det samlede projekt er 850.000 kroner.

Seniorer er tyvstartet

Ventetiden til jul kan synes uendelig for de yngste, men i Holbøl bliver tålmodigheden ikke sat på prøve.

- Vi er allerede i gang, og vi håber på at være færdige i begyndelsen af det nye år, fortæller Christian Duus.

Formanden har ikke det næste projekt klar endnu, men han tør næsten garantere, at der kommer et.

- Vi skal tænke på, hvilke ønsker og behov de mennesker, som gerne vil bo i en by som vores, har. Vi kan jo se, der stadig bygges nye huse, og alle lejemål er optaget, så vi må ikke hvile på laurbærrene. Det er vigtigt, der hele tiden sker noget, slår Christian Duus fast.

- Det, der nogle gange kan være svært i en kommune, kan alligevel lade sig gøre i de små landsbyer, når alle rykker sammen om projektet, siger han.

Faktisk har der fundet en tyvstart sted. Siden sommerferien har der én gang månedligt været holdt en aktivitetseftermiddag for seniorer med sang og fællesspisning. De kan dermed glæde sig til endnu bedre rammer.

- Nu skal vi også have de unge til at mødes og måske også om noget andet end de traditionelle idrætsaktiviteter, der er godt gang i, siger Christian Duus.

Så kan der hygges på den store klinge med ombygningen af den tidligere gymnastiksal på Grænseegnens Friskole. Illustration: Arkitekt Palle Radik
Der indrettes også en minibiograf. Illustration: Arkitekt Palle Radik
Der er flere åndehuller for socialt samvær. Illustration: Arkitekt Palle Radik
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Bander har kun fortjent foragt

Det er en politisk dom, der fredag faldt ved byretten i København, mener Loyal to Familia. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Men det kan egentlig ikke undre, at bandemedlemmerne med deres systematiske lovovertrædelser ikke har respekt for, at vi lever i en retsstat. Her er det heldigvis sådan, at det er uafhængige domstole, der frikender eller dømmer de tiltalte. Fredag var dommen, at et midlertidigt politiforbud mod Loyal to Familia blev gjort permanent, og at banden blev opløst som forening. Og som det er i en retsstat, kan dommen ankes, hvilket Loyal to Familia har gjort. Så sagen fortsætter i Landsretten 1. september, og det er sandsynligt, at den tabende part i den sag vil forsøge at få en endelig afgørelse i Højesteret. Men uanset det videre forløb er det en meget opsigtsvækkende dom, da det er første gang, at en domstol opløser en forening. At danne en forening er en grundlæggende frihedsrettighed i Grundloven. Men Grundloven siger også, at foreninger, der virker ved vold eller søger at nå deres mål med vold, kan opløses ved dom. Det er heldigvis meget svært at få forbudt og opløst en forening i Danmark. Og når det gælder rockergrupper og bander, er det kompliceret for anklagemyndigheden at bevise, at de er foreninger i Grundlovens forstand. Derfor er det ikke domme som den, der fredag faldt mod Loyal to Familia, som kommer til at løse problemet med den den organiserede kriminalitet. Det kræver en konstant kamp fra myndighedernes side, og at vi som samfund ikke falder for fristelsen til at forherlige bander. De har kun fortjent fordømmelse og foragt. Forhåbentlig vil dommen dog øge trygheden for landets øvrige borgere. Det er der brug for. Kriminelle bander skaber masser af ulykke og utryghed med deres tyranniske adfærd i form af trusler, vold og afpresning. At omfanget af ugerningerne er stort, viser det skræmmende store antal medlemmer af bander og rockergrupper, som lige nu er varetægtsfængslet eller afsoner en dom: 372.

Annonce