Annonce
Sydjylland

De har skrevet manuskriptet til dramaserien 'Hvide Sande": 'Vi siger sikkert ja til en sæson to'

- Et filmset er den eneste arbejdsplads i Danmark, der minder lidt om en militær operation, siger manuskriptforfatter Anders Klarlund (t.v.), der her er på havnen i Hvide Sande sammen med sin makker, Jacob Weinreich, for at følge optagelsen af en scene til TV 2's nye dramaserie. Foto: Søren Palmelund
Makkerparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich har brugt to et halvt år på at udtænke og skrive manuskriptet til dramaserien 'Hvide Sande,' der for tiden bliver optaget på vestkysten.
Annonce

Hvide Sande: - Vi har smidt alt, hvad vi har af kompetencer og talent, i det her i godt to år. Det vil knuse mit hjerte, hvis det ikke bliver til virkelighed. Jeg håber det rigtig, rigtig meget. Men jeg er jo bare forfatter.

Citat Anders Klarlund, december 2019.

Otte måneder senere er hans hjerte intakt, for stående i rundt regnet 30 graders solvarme på havnen i Hvide Sande kan Anders Klarlund på nærmeste hold følge optagelsen af en scene til TV 2's nye dramaserie, der får havnebyens navn som titel:

- Vi ser med hver dag, når der bliver lagt optagelser op, og det ser fandme sindssygt ud. Det er et meget, meget højt niveau, de laver det på. Det er vildere, end vi havde forestillet os, siger Anders Klarlund.

Han har i en årrække dannet professionelt makkerpar med Jacob Weinreich, og under pseudonymerne A.J. Kazinski og Anna Ekberg har duoen udgivet 12 romaner, der er nået ud til læsere i tæt ved 30 lande.


Vi ser med hver dag, når der bliver lagt optagelser op, og det ser fandme sindssygt ud. Det er et meget, meget højt niveau, de laver det på.

Anders Klarlund, manuskriptforfater


- Vi har skrevet i 20-25 år, og sagt i al beskedenhed har vi haft succes med vores bøger. Men det er da fedt at se noget blive vakt til live på den her måde, siger Jacob Weinreich.

Annonce

Med varme og humor

Et uopklaret mord på en ung, tysk surfer er grundstenen i 'Hvide Sande,' der har Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen i hovedrollerne som den dansk/tyske drabsefterforsker Thomas og undercover-eksperten Helene.

Et år efter mordet kaldes Thomas og Helene til vestkysten, hvor de ud ad til skal leve som et par, der har søgt mod det stille liv væk fra storbyen. Men i virkeligheden skal de løse et mysterium, som viser sig at stikke dybere, end nogen af dem havde troet.

Men 'Hvide Sande' handler også om relationer og om at turde kærligheden. Og serien handler om barndommens afvisninger og om, hvordan man kommer sig over det:

- Ambitionen med 'Hvide Sande' er at skabe en romantisk, spændende, varm og humoristisk tv-serie, der yder byen fuld retfærdighed, lyder det fra manuskriptforfatterne, der tre-fire gange under processen har haft base i et sommerhus i Houvig for at få områdets sjæl ind under huden.

Annonce

Anden rollefordeling

Det har som sådan ikke topprioritet for Anders Klarlund og Jacob Weinreich at give stof til eftertanke, men det er okay, hvis det sker:

- Det er hårdt at være menneske. Vores job som forfattere har altid været at tage folk i hånden - lige før, de skal sove, eller er på ferie - og give dem en god oplevelse.

Den scene, der på denne dag er ved at blive optaget på havnen, skal indgå i afsnit to i første sæson, hvor TV 2 har planlagt otte afsnit. Om der kommer en sæson to er et åbent spørgsmål:

- Vi har selvfølgelig gjort os nogle tanker, men vi vil gerne se, hvordan danskerne tager imod serien. Vi vil gerne lige have en fornemmelse af, hvad danskerne siger. Men vi svarer sikkert ja, hvis vi bliver spurgt, om vi vil skrive en sæson mere, siger Jacob Weinreich.

Anders Klarlund uddyber straks, at det i givet fald bliver med en anden rollefordeling. 'Hvide Sande'-historien er udviklet i fællesskab, men det er Anders Klarlund, der har siddet ved tastaturet i to et halvt år:

- Så bliver det Jacobs tur.

Klarlund og Weinreich

Bag forfatterpseudonymet A.J. Kazinski gemmer sig makkerparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich.

A.J. Kazinski debuterede i 2010 med romanen 'Den sidste gode mand', og siden er fulgt 'Søvnen og døden' (2012), 'En hellig alliance' (2013), 'Forfølgerne' (2014), 'Den genfødte morder' (2015), 'Drømmetyderens død' (2016) og 'Miraklernes nat' (2017).

Under pseudonymet Anna Ekberg har forfatterduoen også udgivet romanerne 'Den hemmelige kvinde' (2017), 'Kærlighed for voksne' (2018) og senest 'Havets børn.'

I eget navn har Anders Klarlund udgivet romanerne 'Hvorfor jeg forlod dig' og 'Samtaler jeg har haft med min kone.'

I 1996 debuterede Anders Klarlund som filminstruktør med 'Den attende,' og siden har han skabt film som 'Hvordan vi slipper af med de andre' og 'The secret society of fine arts.'

Jacob Weinreich debuterede i 2001 som forfatter med romanen 'Ringside', og to år senere blev han uddannet som manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole.

Han har siden udgivet romanerne 'Anfield Road,' 'Mellemlandinger' og 'Pigen på den franske skole' samt flere børne- og ungdomsbøger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce