Annonce
Vejen

De løber i sol, regn, blæst, kulde og sne

Løberne til Parkrun konkurrerer ikke med hinanden, og første m/K i mål løber ud og "henter" de andre. Fællesskabet er i fokus hver lørdag klokken 9.00 ved Vejen Idrætscenter. Foto: Chresten Bergh

Hver lørdag morgen mødes en gruppe løbere ved Vejen Idrætscenter for at dyrke motion i fællesskabets tegn. De løber Parkrun, og vejrgudernes uforudsigelige luner betyder ikke spor.

VEJEN: Der er dem, der sover længe lørdag morgen og ikke kunne drømme om at bevæge sig uden for en dør, hvis regnen pisker ned, og blæsten går gennem marv og ben.

Og så er der dem, der løber Parkrun i Vejen.

De mødes trofast hver lørdag morgen klokken 9.00 foran Vejen Idrætscenter og løber fem kilometer. Nogle udvider ruten undervejs og løber lidt længere, og løbeskoene snøres, uanset om regnskyerne har succes med at lave knibeøvelser eller giver efter og åbner for de himmelske sluser.

- I vinteren 2012 stillede vi fire mand og løb i 17 graders frost! Det var koldt, men vi gjorde det, fortæller 56-årige Claus Andersen fra Gesten med en vis stolthed i stemmen.

Han er den park-runner i Vejen, som har deltaget i flest lørdags-løbeture bag idrætscentret. 262 Parkrun-løb er det blevet til i alt, og han har også prøvet at løbe Parkrun i byer som Brabrand og Berlin.

Claus Andersen er vild med konceptet og siger:

- Det er dejligt at få sig rørt, og det er en god måde at starte weekenden på. Vi har det hyggeligt, når vi mødes for at løbe.

Annonce

Det er dejligt at få sig rørt, og det er en god måde at starte weekenden på.

Claus Andersen, løber

Park Run

* Parkrun er et gratis fem kilometer løbearrangement, og aktiviteten er global.* Det begyndte i England i oktober 2004, og i Danmark i maj 2009 på Amager Fælled i København.

* Parkun er en frivillig organisation, og alle lokale løb afvikles af frivillige kræfter.

* Der findes i alt 854 parkrun-events i verden, inklusiv juniorløb i visse lande. Der løbes i blandt andet Storbritannien, Australien, Sydafrika, Irland, Polen, Rusland, New Zealand, USA, Canada, Italien, Tyskland, Frankrig, Sverige, Norge, Finland, Malaysia, Japan og Danmark.

* I Danmark løbes der otte forskellige steder.

* Der afvikles Parkrun med start vedVejen Idrætscenter hver lørdag klokken 9.00.

Løberne løber blandt andet på Hjertestien, der går gennem et smukt skovområde. Lige nu er træerne nøgne, men inden længe får de farve, og morgen-løbeturen tilsættes lystig fuglesang. Foto: Chresten Bergh

Blæsten driller lungerne

Denne lørdag er syv-otte løbere mødt op for at løbe sammen - blandt dem er 65-årige Gjerluf Hansen, som efter løbeturen hiver efter vejret, da blæsten har drillet hans lunger.

- Det er skønt at dyrke motion, og som pensionist er det en god måde for mig at få dækket nogle af mine sociale behov, nu hvor jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, siger en forpustet og sveddryppende Gjerluf Hansen, som ikke bliver drillet med, at han tydeligvis er påvirket af dagens distance.

Ved Parkrun gælder det nemlig ikke om at være hurtigst, og løberne løber i præcist det tempo, de har lyst til.

Ingen konkurrerer mod hinanden, men der holdes alligevel et skarpt øje med tiden.

Hver lørdag melder en af løberne sig frivilligt til at stå med et stopur, og denne lørdags hurtigste løber er i mål efter 23 minutter og ét sekund.

Han løber straks ud på ruten for at "hente" de andre. På den måde sikres det, at ingen efterlades tilbage på stierne, og at alle afslutter nogenlunde samtidigt og får mulighed for at hyggesnakke, mens pulsen kommer ned, og kroppens muskler restituerer.

Løberne bestemmer selv farten. Der tages tid på deres præstationer, og på den måde kan løberne holde øje med, om de forbedrer deres fysiske form. Foto: Chresten Bergh

Hjem til rundstykkerne

62-årige Anna Margrethe Bruun fra Skodborg løber Parkrun sammen med ægtemanden Poul.

Begge er begejstrede for konceptet, og Anna Margrethe siger:

- Jeg sætter stor pris på det fællesskab, vi har. Det er skønt at mærke, at alle her bakker hinanden op, og det er dejligt, at vi løber, uanset hvordan vejret er. Efter løbeturen tager min mand og jeg altid hjem og spiser rundstykker. Det føles rigtigt dejligt at begynde weekenden på den måde.

Klokken nærmer sig kvart i ti, og blæsten kombineret med februar-kulden gør, at hyggesnakken ikke trækker i langdrag.

En enkelt løber sætter kursen mod flere kilometer og forsvinder ud af en af de andre stier, der udgår fra idrætscentret.

Andre løbere starter bilerne og sætter kursen mod et varmt bad og hjemlig weekendhygge.

Om præcis en uge mødes de igen, og sådan fortsætter det lørdag efter lørdag, året rundt.

Falder juleaften på en lørdag, løber de også.

Lørdag morgen er nemlig hellig og står i fællesskabets tegn.

Tjansen som tidstager går på skift. Dene lørdag morgen er det Jes Imer, som står med stopuret. Her tjekker Anna Margrethe Bruun dagens løbetid. Foto: Chresten Bergh
Gjerluf Hansen, som er pensionist, nyder det sociale samvær under og efter løbeturene lørdag morgen. Her ses han i samtale med JydskeVestkystens udsendte journalist. Foto: Chresten Bergh
Annonce
Forsiden netop nu
Fodbold

Tips og tv: Superligaens 13. runde

Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce