Annonce
Indland

De Radikale går fra tvivl til tro på flyvefærdig projekt

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Der er "masser" af knaster tilbage i forhandlingerne, men nye ideer er kommet på bordet, siger Østergaard.

- Vi har masser af god vilje med. Og som bekendt: Hvor der er vilje er der også en vej.

Sådan lød det fra De Radikales leder, Morten Østergaard, forud for aftenens forhandlinger med Mette Frederiksen om dannelsen af en ny regering.

Udsagnet kunne umiddelbart lyde, som om De Radikale begynder at åbne for en aftale. Men Morten Østergaard tilføjede hurtigt, at han "selvfølgelig" er "i tvivl om", hvorvidt partierne overhovedet kan nå hinanden og blive enige om en ny regering.

- Jeg ser masser af knaster i forhandlingerne endnu. Der er masser af områder, som vi ikke har berørt. Der er mange steder, hvor der ikke er svar på, hvordan man vil betale for ambitionerne på blandt andet klima og uddannelse, sagde Morten Østergaard før mødet.

Flere af de øvrige partier i forhandlingerne oplever, at det er meget svært at tolke Morten Østergaard.

Er han parat til et kompromis, som SF og Enhedslisten lægger op til? Vil han stå stejlt på, at De Radikale skal have gennemtrumfet deres politik, selvom partiet kun har 16 af rød bloks 91 mandater?

Eller er han i virkeligheden mest af alt ved at forsøge at mase sig ind i regeringen ved at stille nye og svære krav til Mette Frederiksen?

Efter mødet, der varede mere end to en halv time og dermed var markant længere end Mette Frederiksens møder med Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper, var Morten Østergaard mere optimistisk:

- Der er basis for et flyvefærdigt projekt. Det er der bestemt. Vi har snakket tingene igennem på kryds og tværs. Vi har forsøgt at nærme os hinanden fra nye vinkler. Men det er først, når vi går hver for sig og skriver tingene ned, at vi kan se, om det kan bære, siger Morten Østergaard.

På aftenens møde vendte parterne de to sværeste områder: Økonomi og udlændinge.

- Der er nogle kendte uenigheder, og skal vi finde et nyt fælles grundlag, så skal det være fra en ny vinkel. Der er både vi og Mette Frederiksen kommet med gode ideer. Så samtalen i dag viser, at der er vilje til at drøfte løsninger uden at have tabuer, siger Morten Østergaard.

Han er det seneste døgn kommet under stigende pres i forhandlingerne. Her lyder der fra flere af de øvrige partier utilfredshed med, at De Radikale møder op med nye krav, som ikke tidligere var del af forhandlingerne.

Det sker samtidig med, at S, SF og Enhedslisten er ved at tale sig tættere på en forståelse uden om Østergaard.

Flere kilder bekræfter uafhængigt af hinanden, at Morten Østergaard i forløbet har talt for, at De Radikale skal have en særaftale med Socialdemokratiet ved siden af det fælles papir, som alle partierne ellers forhandler om. Det krav er blankt blevet afvist af de øvrige partier.

Til det siger Morten Østergaard tirsdag, at han "ikke er optaget af formen", men af indholdet i en aftale. Han afviser desuden, at han har regeringsdeltagelse om et ønske i forhandlingerne:

- For os er det politiske det vigtigste. Vi har sagt, at vi ikke er bange for at tage ansvar, men det er politikken og retningen, der er det vigtigste for os.

Mette Frederiksen forlod tirsdag aften Christiansborg med et smil og et vink til pressen, men ønskede ikke at udtale sig.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Sydjylland

Flysager hober sig op i byretter: SF vil have justitsministeren på banen

Annonce