Annonce
Danmark

De Radikale vil bremse hasteforslag om fremmedkrigeres pas

Regeringen vil hastebehandle forslag, der lader minister fratage fremmedkrigeres danske statsborgerskab.

Folketingsmedlem Jens Rohde (R) vil have bremset regeringens hastelovforslag om fratagelse af fremmedkrigeres danske statsborgerskab, såfremt de har to.

Derfor har han som medlem af Folketingets øverste ledelse sendt et brev til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).

- Jeg er usikker på, hvorvidt forslaget strider imod grundlovens paragraf 3 om magtens tredeling og ønsker som følge heraf personligt at anmode om, at forslaget afvises, skriver Jens Rohde på Facebook, hvor han har delt brevet.

Han vil give Folketingets jurister tid til at undersøge, om forslaget strider mod Grundloven. Forslaget er endnu ikke blevet fremsat, da førstebehandlingen er skemalagt til onsdag.

Når et forslag har passeret formanden og er fremsat, må man ikke længere diskutere, om det er imod Grundloven, lyder begrundelsen fra Rohde.

- Da jeg som medlem af dette høje ting har forpligtet mig på overholdelse af Grundloven, og da regeringen kalkulerer med procesrisiko ved forslaget, anmoder jeg om hastemøde, skriver han videre.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet har Justitsministeriets jurister vurderet, at lovforslaget ikke er i strid med Grundloven.

Regeringen anfører i lovforslagets bemærkninger, at det er vurderingen, at lovforslaget ikke er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.

Regeringen anfører i bemærkningerne samtidig, at der kan være en vis procesrisiko, hvis det indbringes for den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Lovforslaget skal hastebehandles med opbakning fra et klart flertal i Folketinget.

Det indebærer, at den til enhver tid siddende udlændinge- og integrationsminister skal kunne fratage fremmedkrigere deres danske statsborgerskab. Det plejer ellers at være en sag for domstolene.

I øjeblikket er Mattias Tesfaye (S) minister på området.

Flere partier har kritiseret det faktum med henvisning til, at det strider imod princippet om magtens tredeling. Den tilsiger, at magten bør opdeles i en udøvende, en dømmende og en lovgivende.

Tesfaye afviser kritikken.

- Jeg har som minister et forvaltningsansvar, og det betyder, at det er mig, der kommer i klemme, hvis der bliver truffet en forkert beslutning. Magt og ansvar skal følges ad, siger han mandag til TV2 News.

Tesfaye pointerer, at hvis loven vedtages, og personer får frataget deres danske statsborgerskab af ministeren, kan den beslutning efterfølgende blive bragt for en domstol. Dog skal det ske inden for fire uger.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Evakuerede beboere kunne vende tilbage efter natlig indsats: Svajende skorsten på 40 meter er revet ned

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kultur

Paul C om at beholde to stjerner: Vi fejrede det med en potte te

Kultur

Genlæs livebloggen fra uddelingen af michelinstjerner: Henne Kirkeby Kro beholdt de to stjerner

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce