Annonce
Indland

De Radikale vil undgå 2011-kopi af en amputeret regering

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Østergaard vil ikke "stirre stift ned i det radikale partiprogram" i regeringsforhandlinger.

Mette Frederiksens (S) formentlig kommende regering skal ikke begynde på politiske krykker, som det var tilfældet i 2011, hvor Socialdemokratiet, SF og De Radikale dannede regering.

Det siger De Radikales leder, Morten Østergaard, der er med til regeringsforhandlingerne hos Socialdemokratiet.

- Vi ønsker ikke at jorde nogen, men vi ønsker, at det, der kommer ud af de forhandlinger, vi fører, er levedygtigt. Og at det er stabilt, og at det ikke humper af sted på krykker, siger han.

Tilbage i 2011 blev SF trynet i regeringen, hvor De Radikale dikterede en del, og i sidste ende trådte SF ud af regeringen.

Socialdemokratiet vil denne gang danne en ren S-regering, men det kræver støtte fra De Radikale, SF og Enhedslisten. Det er primært de tre partier, som i disse dage forhandler med S-formand Mette Frederiksen.

For en stund er forhandlinger sat i bero på grund af Folkemødet på Bornholm. Og det er netop her, at Morten Østergaard åbner for, at også De Radikale formentlig kommer til at bøje sig ind mod de andre.

De Radikale og Enhedslisten står eksempelvis langt fra hinanden, når det gælder den økonomiske politik.

- Jeg er optaget af, at regeringen ikke fødes i konflikt, men at den fødes i samarbejdets ånd. Det er det signal, jeg ønsker at sende.

- Det handler ikke om, at nogen kan sidde med scorekortet bagefter og sige, hvem der vandt, og hvem der tabte. Det handler om at bringe Danmark ind i 2020'erne på en ordentlig og tillidsfuld måde, siger Østergaard.

- Vi skal ikke stirre stift ned i det radikale partiprogram. Det, vi stirrer på, det er vejen frem og en mulighed for at finde en fælles fodslag om den, siger han.

Men på spørgsmålet om, hvorvidt han nu åbner for de store kompromisser, fastslår Østergaard:

- Jeg står der, hvor jeg hele tiden har stået.

Det vil sige, at der eksempelvis skal tages et opgør med udlændingepolitikkens såkaldte paradigmeskift, hvis hensigt er hjemsendelser frem for integration.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce