Annonce
Erhverv

De styrtbløder: Det meste af branche i knæ under coronakrisen

Danske transport- og logistikvirksomheder har mærket et markant fald i omsætning, efter at Europa er blevet tæt på lukket ned. Arkivfoto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix
De må gerne, men de kan ikke. Transport- og logistikbranchens epicenter i Padborg må gerne fragte varer rundt i Europa, men lokale, europæiske forhold gør, at aktiviteten er markant mindre end ellers, og udsigten til bedring er ikke lys. ”Uvirkeligt”, lyder det fra virksomhed.

Padborg: Så godt går det altså heller ikke. Ikke i grænselandet. Transport- og logistikbranchen bløder med coronakrisen. ”Lastbiltrafikken ruller stadig på de store veje”. Sådan lød det i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet tirsdag.

Virkeligheden er en anden i grænselandet. Her kan det mærkes, at Europa er lukket ned. Spanien er hårdt ramt, og det mærker Padborg-virksomheden Contino.

- Vi har et selskab i Vejen (Niels Pagh Logistics A/S, red.), som udelukkende kører Spanien. Dér går det helt i stå. Det er kun lidt fødevarer og andre nødvendige produkter, der må lastes. Vores personale må ikke engang komme på arbejde dernede. Altså lager- og kontorpersonale i vores to afdelinger dernede, siger Ib Rossen Nissen, der er bestyrelsesformand i Contino Holding A/S.

Kørslen til Spanien udgør knap 25 procent af virksomhedens omsætning, men det er ikke kun dér, den er gal.

- Resten af Europa er også gået i stå. Ikke helt, men det nærmer sig. Det er udefinérbart, hvad der sker rundt omkring, mener Ib Rossen Nissen.

Annonce
Det meste af tiden går med at følge udviklingen, hvad der sker på markedet, og hvad der er af hjælpepakker.

Peter Therkelsen, hovedaktionær og administrerende direktør, H.P. Therkelsen A/S

Tæt på en halvering

Ellers kører Contino primært med industrigods, og det er ikke godt i disse tider. Samlet er aktivitetsniveauet styrtdykket i forhold til det normale.

- I den her uge ligger det vel på 60 procent. I næste uge er det nok under 50, siger Contino-formanden.

Hvordan pokker klarer man det?

- Det vil jeg også godt vide. Det har vi ikke prøvet før. Det er så uvirkeligt for alle, synes Ib Rossen Nissen.

Virksomheden, der har medarbejdere i flere europæiske lande, har allerede sendt medarbejdere hjem. Særligt chaufførerne på de biler, der ikke har noget at køre med.

- Det største problem er chauffører fra Baltikum, fordi færgerne ikke sejler, og så kan de ikke komme hjem, siger Ib Rossen Nissen, som fortæller, at man overholder de lokale, fagretslige regler.

Alligevel kan det blive aktuelt at afskedige medarbejdere.

- Det kan ikke lade sig gøre andet, selvom vi helst vil undgå det. Der er stadig et ”måske”, og ikke administrativt personale, men chauffører, ja, siger Ib Rossen Nissen, der er formand for en virksomhed med flere end 500 medarbejdere.

Ingen skal fyres

E3 Spedition A/S, der har hovedsæde i Padborg og har Tyskland som primært arbejdsområde, har også ramt en mur.

- Det påvirker hele vejen rundt. Mange af vores kunder kommer også til at lukke. Nogle medarbejdere i Tyskland er sendt på ”kurzarbeit” (en midlertidig og delvis lønrefusion fra staten, red.). I Padborg er det cirka hver tredje medarbejder, der ikke er på arbejde i øjeblikket, siger ejer og administrerende direktør Per Jørgensen.

E3 vil så vidt muligt benytte sig af de offentlige støtteordninger. Ingen medarbejdere er endnu blevet afskediget.

- Og det kommer vi heller ikke til. Ikke med baggrund i det her. Det har vi ingen planer om. Vi effektiviserer, og vi kan mærke, nogle har sværere end vi ved at holde på chauffører og lastbiler, så det giver os nye muligheder i markedet, siger Per Jørgensen.

Og dem er der brug for.. Aktivitetsniveauet er faldet markant.

- Hvis jeg ser på hele koncernen, er omsætningen på 70 procent af det normale. Og der er forskelle indbygget. Tyskland er hårdere ramt end Danmark. Når en stor kunde som Jysk lukker, kan det mærkes, og andre begynder også at have et mindre råvarelager, forklarer E3-direktøren, der kommer med et nødråb.

- Der skal ske noget. Vi bliver nødt til at få lukket op for noget. Ellers går det hele i stå. Det kan ende i en kæmpe katastrofe det her, forudser han.

Det bedste er tæt på

Ikke engang de virksomheder, der transporterer fødevarer, er uberørte. Langt fra.

- Vi har indtil videre haft fornuftig aktivitet, men ikke den samme aktivitet som normalt på den her tid af året. Påsken er vores absolutte højtid. Større end julen. Vi kigger ind i et noget dystert billede, siger Peter Therkelsen, der er hovedaktionær i og administrerende direktør for H.P. Therkelsen, der specialiserer sig i transport af fødevarer.

- Fra midten af sidste uge og til nu har der været et kraftigt fald i aktiviteterne. Både i mængder, der skal importeres fra og til Danmark. Og så er vi begunstiget af, at vi arbejder med fødevarer, så vi ikke er så hårdt ramt som vores kolleger i transportbranchen, uddyber han og vurderer, at virksomheden lige nu er på mellem 70 og 75 procent af den normale omsætning.

Forventningen er en meget anderledes påske end ellers.

- Frankrig, Italien og Spanien er næsten gået i stå. Sydtyskland næsten det samme. Det mest normale er det grænsenære område, vurderer Peter Therkelsen, hvis virksomhed endnu ikke har sendt medarbejdere hjem og heller ikke har afskediget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce