Annonce
Aabenraa

De tissetrængende læsere har fået nok af at holde sig: Hvor bliver de toiletter af?

En læser undrer sig over serviceniveauet på Rødekro Station, særligt at der ikke længere er et toilet til de tissetrængende. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
En læser undrer sig over, at toilettet på Rødekro Station er lukket. Men det viser sig, at kommunen faktisk har sat penge af til at få toiletterne tilbage både dér og i Tinglev. Padborg Station kan også få sit tilbage. Nu er bolden hos DSB.
Annonce

Rødekro: Det er ikke kun elevatoren til de gangbesværede og kørestolsbrugerne, som mangler på Rødekro Station.

Det mener læser Ellen Aaes, som igennem Aaben by har henvendt sig til JydskeVestkysten, efter vi skrev om bestræbelserne på at få en elevator sat op på stationen.

- Jeg undrer mig også over, at man ikke kan komme på toilettet. Der er absolut ingen service på den station, skriver hun.

Toilettet har været et tema, siden det blev lukket forrige sommer, ligesom passagerne på stationerne i Tinglev og Padborg ligeledes henvises til toiletterne i togene, hvis de er tissetrængende.

For et års tid siden besøgte DSB's administrerende direktør, Flemming Jensen, og andre repræsentanter fra DSB og Banedanmark stationen i Rødekro for blandt andet at snakke om toiletterne. Her stod det dog også klart, at DSB ikke længere er interesseret i omkostningerne ved at drive og vedligeholde dem. Til gengæld er det en mulighed, at Aabenraa Kommune selv står for driften.

Nu synes vi, vi skal se resultater. Det er jo ikke raketvidenskab.

Borgmester Thomas Andresen (V)

Annonce

Nu er bolden hos DSB

Det gik teknik- og miljøudvalget faktisk med til i april, hvor politikerne besluttede at finde 200.000 kroner om året til driften af i første omgang toiletterne på Rødekro og Tinglev stationer, der fremover skal være gratis at bruge.

Men siden er der ikke sket noget, og toiletterne er stadig aflåst.

- Vi har sat pengene af, og det var vores bidrag til aftalen med DSB. Nu ligger bolden hos dem, og jeg kan forstå, at det blandt andet drejer sig om, hvilket system der skal vælges til dørene, så folk kan låse sig ind. Det kan være med eksempelvis sygesikring eller dankort, men så kommer der jo en udfordring med de tyske statsborgere, der også bruger stationerne, siger borgmester Thomas Andresen (V).

På sigt regner han med, at også toilettet på Padborg Station kan blive åbnet.

- Særligt nu, hvor EuroCity-afgangen mellem København og Hamborg stopper i Padborg, siger Thomas Andresen.

Han har for nylig igen holdt møde med DSB om blandt andet status på toiletterne, for han er ved at miste tålmodigheden.

- Nu synes vi, vi skal se resultater. Det er jo ikke raketvidenskab, så vi vil presse mere på, siger borgmesteren.

Annonce

Andre skal byde ind

Men de tissetrængende togpassagerer må nok væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Pengene til selve åbningen af toiletterne skal nemlig komme fra en tre millioner kroner stor statslig pulje til at forbedre serviceniveauet og til at sikre ordentlige toiletforhold på stationerne. Det er en pulje, andre kommuner også skal have mulighed for at byde ind på, oplyser DSB, som skal lave en plan for udmøntningen.

- Vi forventer, at puljen fordeles i marts 2020, når vi har vurderet de forskellige tilbagemeldinger. Her er Aabenraa en af dem, der har været hurtigt ude, lyder det fra DSB's pressevagt.

Det handler nemlig ikke kun om dørsystemet, når toiletterne skal åbnes.

- Nogle af de her toiletter har været lukket i lang tid, så de har nok også brug for en kærlig hånd, lyder det fra pressevagten.

Ifølge Politiken Byrum er det 18 mellemstore togstationer landet over, der formentlig får toiletterne tilbage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Tanja har været sygemeldt med stress tre gange: - Jeg kan bedre holde til presset, når jeg arbejder hjemme

Kolding

Nyt forsøg i Kolding Kommune: Nu må Tanja og kollegaerne arbejde hjemme i op til tre dage om ugen

Annonce