Annonce
Tarm

De unge på gul stue blev slået af en sommersild - men glæden fejler ikke noget i Sdr. Bork

Designer Søren Vester, der er kendt fra DR1-programmer som 'I hus til halsen' og 'Mesterskaberne,' har været med i skabelsen af det nye samlingssted i Sdr. Bork, Gul Stue. Arkivfoto: Henrik Breum
Et nyt samlingssted i Sdr. Bork, Gul Stue, var mandag eftermiddag i spil til at vinde Landdistriktsprisen 2020. Men den fine hæder og 15.000 kroner gik til Café Sommersild på Skarø.
Annonce

Sdr. Bork: - Vi kan altid bruge nogle penge til noget mere renovering, men de her penge skal bruges på noget andet.

Sådan siger Marcus Ottosen, initiativtager til et nyt samlingssted i Sdr. Bork, Gul Stue, der mandag eftermiddag var i spil til at modtage Landdistriktsprisen 2020.

Førstepladsen gik dog til Café Sommersild på Skarø i det sydfynske øhav, hvorfra der nu er udsigt til en kontant præmie på 15.000 kroner.


På grund af corona er det ikke muligt at lave så meget sjov og ballade lige nu, men vi glæder os da til at holde en stor åbningsfest på et tidspunkt

Marcus Ottosen, initiativtager til Gul Stue


Gul Stue tog sig af tredjepladsen, der udløser en kærkommen gevinst på 5000 kroner:

- Det er så fedt. Vi er megaglade, tilføjer Marcus Ottosen.

Sammen med en håndfuld andre unge sidder han mandag eftermiddag i Gul Stue og fordøjer afgørelsen, der blev fulgt på storskærm via et direkte link til Landdistriktskonferencen 2020. Her stod boligminister Kaare Dybvad (A) for præsentationen af de tre finalister, der var udvalgt blandt 35 forslag fra hele landet:

- På grund af corona er det ikke muligt at lave så meget sjov og ballade lige nu, men vi glæder os da til at holde en stor åbningsfest på et tidspunkt, lyder det videre fra Marcus Ottosen.

Annonce

Billard om søndagen

Idéen om at skabe et ungdomshus udsprang af et samarbejde på tværs af landsbyerne Bork, Hemmet, Sdr. Vium og Lyne, og i august 2019 fik de unge initiativtagere nøglerne til en tidligere købmandsforretning på Anerbjergvej.

I det følgende års tid knoklede håndværkere og frivillige med at skabe et hus, der primært henvender sig til børn i alderen 12-15 år samt unge mellem 16 og 23 år:

- Vi har lige så stille fået gang i det. Om onsdagen er der lektiecafé, om torsdagen er der spilaften, og så er vi nogle, der spiller billard om søndagen, siger Marcus Ottosen, der i sommer blev student fra Vestjysk Gymnasium i Tarm.

Projektet med at sætte en ny dagsorden i det 182 kvadratmeter store hus har haft et samlet budget på 541.000 kroner. En stor del af summen er kommet i hus takket være god støtte fra Realdania, der - via en kampagne med titlen 'Underværker' - har sendt 410.000 kroner i retning mod Sdr. Bork.

Som modtager af den slags penge følger en klausul om, at 10 procent af beløbet skal gå til at hyre en arkitekt eller designer - som en sikkerhed for, at projektet udføres med en kompetent fagmand på sidelinjen.

Annonce

En gul fællesnævner

De unge i Sdr. Bork valgte at søge bistand hos designer Søren Vester, der har været en god hjælp undervejs i processen; blandt andet også med at skabe en unik identitet til huset, hvor alt - som i alt - er malet knaldgult: gulve, vægge, loftsplader, borde, stole, vinduesrammer, lamper, køkkenlåger ...

Da Dagbladet kiggede indenfor til en arbejdslørdag på Gul Stue i august, sagde Søren Vester dette om det markante farvevalg:

- I bund og grund vil man gerne ses, og så er det fint at have en fællesnævner. Gul er en signalfarve, der gerne vil ses - længere er den ikke.

Som tak for at have renoveret den gamle købmandsforretning i Sdr. Bork har de unge initiativtagere fået lovning på, at de kan bruge huset kvit og frit i foreløbig fem år.

De tre finalister

Disse tre projekter var i spil til Landdistriktsprisen 2020:

  • Sæd-Ubjerg Lokalråd i Sønderjylland står bag lokale initiativer, der styrker det gode forhold imellem Sæd og Ubjergs beboere.
  • Gul Stue i Ringkøbing-Skjern Kommune består af unge, der skaber aktiviteter for de yngre borgere.
  • Gitte Loftlund ejer café Sommersild, som ligger på Skarø. Gitte har med cafeen skabt en velbesøgt, kvalitetsbevidst friluftscafé med 8-10 arbejdspladser.
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Nu kan du få dit kørekort på mobilen

Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Annonce