Annonce
Debat

Debat: Advent – en tid med lys i mørket

Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul.

I dag er det første søndag i advent. Dagen rører hvert år ved et særligt blødt sted i mig. Det var min mor, der lærte mig at holde af adventstiden. Jeg kan se hende for mig, når hun hængte den grønne adventskrans med de røde bånd og hvide lys op i hjørnet af stuen. Selvom hun ellers ofte nok havde sit at slås med, nynnede hun og der blev en særlig forventningsfuld lethed omkring hende.

Forventningen fik næring om søndagen i kirken, hvor min far var kirkesanger. Også i kirken hang den grønne krans på sin traditionsrige plads i korbuen. Det bedste af det hele var, når vi åbnede døren til gudstjenesten og det nye kirkeår med at synge:

”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!

Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød.

Velkommen, nytår, og velkommen her!”

Med denne adventssalme over alle adventssalmer er jo også det vigtigste sagt: Advent betyder ’komme’ eller ’festlig ankomst’. Dén, hvis ankomst vi venter på i adventstiden, er altså Vorherre Jesus selv, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer, når det bliver jul.

De fire ugers adventstid er altså forventningstid og forberedelsestid. For til en stor højtid og fest hører selvsagt forberedelser. Fester bliver ikke til ud af den blå luft. Vi må bygge op til dem eller tælle ned til dem. Som vi gør det hver dag i december med kalenderlyset eller søndag efter søndag med adventskransen.

Det var først i 1900-tallet, at adventstiden fik den store traditionsbærende betydning, som den har fået i dag med hele det store udtræk af julekalendere, julefrokoster, julekoncerter, lyskæder, kalenderlys og adventskrans. Især de levende lys er blevet en uundværlig del af adventstiden. I løbet af 1900-tallet mistede stearinlysene deres praktiske betydning i hverdagen. Lysenes symbolske betydning derimod voksede støt som stemningsskaber og markør af højtid og fest og måske også en måde at udtrykke en længsel på efter varme og nærvær?

Om noget blev glæden ved lysene afgørende for, at adventskransen med dens fire lys kom til som ny tradition. Personer med tyske rødder bragte kransen med sig til Sønderjylland og siden blev den almindelig i hele Danmark i 1930’erne og 1940’erne. Adventskransens udbredelse viste sig da også ved, at det første julemærke efter anden verdenskrig havde adventskransen som motiv. Oprindeligt var kransens bånd violette, da lilla er adventstidens farve i kirken, men i besættelsestiden vandt de nationale farver naturligt nok frem.

I dag er temaet ’adventskrans’ helt åben for fri, personlig fortolkning. De fire lys står dog urokkeligt fast, om end de kan fortolkes på forskellige måder: Et lys for hver af de fire adventssøndage. Men også måske et lys for hver af Guds store handlinger: I skabelsen af verden samt i julen, påsken og pinsen. Eller måske et lys for hver fase af vores liv som mennesker: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom – hvor alle livsfaser er bundet sammen i evighedens stedsegrønne krans.

Ung som gammel går vi i hvert fald nu ind i adventstiden. ”Hvis så bare december ikke var så hypet, så overdrevet i alle sine forventninger om alt muligt vi skal nå!” sagde min 18-årige gymnasieelev herhjemme forleden. ”Man kan næsten blive småstresset på forhånd”, sagde han med træt stemme. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad der så for ham at se var værd at samle på, når vi taler advent og jul, sagde han prompte: ”God mad. Og at vi helt konkret prioriterer hinanden. At vi lægger mobilen til side og ser hinanden i øjnene: Spiller et spil eller fletter julehjerter.”

Så i dag, når vi tænder det første lys i adventskransen herhjemme, er det dét, vi vil prøve at lægge os i selen for at prioritere. Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul. Når vi ikke desto mindre dropper at leve op til nogen af alle de opskruede krav, mærker vi samtidig, at det er dét, der er sjælelige vitaminer i. Siddende dér i adventslysenes skær kan vores længsel efter varme og nærvær blive opfyldt.

Hvis vi får ro på og går off-line, ser og mærker vi heller ikke bare os selv, men også hinanden på en anden måde. ”December er den måned, som man gruer allermest for, når man er ulykkelig”, skrev én. Advent er derfor også tiden, hvor vi med fordel kan kikke os lidt omkring for at fornemme, om der er én, der er ulykkelig. Om der er én, der skulle ske at have brug for et lille stykke af mig og min tid i den glade og grusomme december?

Digteren Sten Kaaløs enkle ord er værd at tage med på vejen:

”Gå i mørket med lyset.

Gå i visheden om

ikke at gå alene.

Gå med lyset – kom!”

Annonce
Birgitte Molin
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Med fingrene i fælleskassen: Hvor meget bliver mon ikke opdaget?

Det er en fortærsket vittighed i mediebranchen, at der er for få naturkatastrofer og for lidt korruption i Danmark til, at man kan bedrive ordentlig journalistik. Måske står talemåden for fald. Det skyldes hverken den tørre sommer sidste år eller det våde efterår i år, men mere at tilliden til vores offentlige instanser er under pres. Det er ikke bare korruption, vi ser, men også offentligt ansatte lederes tilbøjelighed til at skaffe penge eller fordele til sig selv i kraft af deres job. Og det er mindst lige så slemt. Vi kunne her i avisen i denne uge fortælle, at en politiassistent og en politikommissær fra Esbjerg er tiltalt for at have instrueret en betjent i ikke at undersøge lovligheden af en knallert involveret i et færdselsuheld. Knallertens fører var søn af en politikommissær. Politifolkene er nu tiltalt for misbrug af offentlig stilling. Det var også i denne uge, der bød på en skrækhistorie om, at to tidligere ansatte ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse på henholdsvis 1,7 million og 35.250 kroner. Dømmes de tiltalte, slutter de sig til den alt for lange række af sager, som svækker vores tillid til, at myndigheder og deres ansatte til enhver tid vil handle i fællesskabets interesse. Vi har Britta Nielsen-sagen. Vi har den ansatte i Skat, der blev idømt fire et halvt års fængsel for at hjælpe en ven med at få udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat. Vi havde for nogle år siden sagen om it-firmaet Ateas bestikkelse af ansatte i Region Sjælland. Så er det jo, at man ikke kan lade være med at spekulere på, hvor mange lignende forbrydelser der ikke bliver retsforfulgt. Sikkert en hel del, vil mange nok gætte på. Når vi tænker sådan, er vi et skridt nærmere ved at miste tilliden til vores myndigheder og vores vilje til at betale skat til at opretholde dem. Det er dybt alvorligt. Politikerne har et arbejde at gøre, og det haster mere, end de måske selv er klar over.

Annonce