Annonce
Debat

Debat: Advent – en tid med lys i mørket

Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul.

I dag er det første søndag i advent. Dagen rører hvert år ved et særligt blødt sted i mig. Det var min mor, der lærte mig at holde af adventstiden. Jeg kan se hende for mig, når hun hængte den grønne adventskrans med de røde bånd og hvide lys op i hjørnet af stuen. Selvom hun ellers ofte nok havde sit at slås med, nynnede hun og der blev en særlig forventningsfuld lethed omkring hende.

Forventningen fik næring om søndagen i kirken, hvor min far var kirkesanger. Også i kirken hang den grønne krans på sin traditionsrige plads i korbuen. Det bedste af det hele var, når vi åbnede døren til gudstjenesten og det nye kirkeår med at synge:

”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!

Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød.

Velkommen, nytår, og velkommen her!”

Med denne adventssalme over alle adventssalmer er jo også det vigtigste sagt: Advent betyder ’komme’ eller ’festlig ankomst’. Dén, hvis ankomst vi venter på i adventstiden, er altså Vorherre Jesus selv, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer, når det bliver jul.

De fire ugers adventstid er altså forventningstid og forberedelsestid. For til en stor højtid og fest hører selvsagt forberedelser. Fester bliver ikke til ud af den blå luft. Vi må bygge op til dem eller tælle ned til dem. Som vi gør det hver dag i december med kalenderlyset eller søndag efter søndag med adventskransen.

Det var først i 1900-tallet, at adventstiden fik den store traditionsbærende betydning, som den har fået i dag med hele det store udtræk af julekalendere, julefrokoster, julekoncerter, lyskæder, kalenderlys og adventskrans. Især de levende lys er blevet en uundværlig del af adventstiden. I løbet af 1900-tallet mistede stearinlysene deres praktiske betydning i hverdagen. Lysenes symbolske betydning derimod voksede støt som stemningsskaber og markør af højtid og fest og måske også en måde at udtrykke en længsel på efter varme og nærvær?

Om noget blev glæden ved lysene afgørende for, at adventskransen med dens fire lys kom til som ny tradition. Personer med tyske rødder bragte kransen med sig til Sønderjylland og siden blev den almindelig i hele Danmark i 1930’erne og 1940’erne. Adventskransens udbredelse viste sig da også ved, at det første julemærke efter anden verdenskrig havde adventskransen som motiv. Oprindeligt var kransens bånd violette, da lilla er adventstidens farve i kirken, men i besættelsestiden vandt de nationale farver naturligt nok frem.

I dag er temaet ’adventskrans’ helt åben for fri, personlig fortolkning. De fire lys står dog urokkeligt fast, om end de kan fortolkes på forskellige måder: Et lys for hver af de fire adventssøndage. Men også måske et lys for hver af Guds store handlinger: I skabelsen af verden samt i julen, påsken og pinsen. Eller måske et lys for hver fase af vores liv som mennesker: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom – hvor alle livsfaser er bundet sammen i evighedens stedsegrønne krans.

Ung som gammel går vi i hvert fald nu ind i adventstiden. ”Hvis så bare december ikke var så hypet, så overdrevet i alle sine forventninger om alt muligt vi skal nå!” sagde min 18-årige gymnasieelev herhjemme forleden. ”Man kan næsten blive småstresset på forhånd”, sagde han med træt stemme. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad der så for ham at se var værd at samle på, når vi taler advent og jul, sagde han prompte: ”God mad. Og at vi helt konkret prioriterer hinanden. At vi lægger mobilen til side og ser hinanden i øjnene: Spiller et spil eller fletter julehjerter.”

Så i dag, når vi tænder det første lys i adventskransen herhjemme, er det dét, vi vil prøve at lægge os i selen for at prioritere. Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul. Når vi ikke desto mindre dropper at leve op til nogen af alle de opskruede krav, mærker vi samtidig, at det er dét, der er sjælelige vitaminer i. Siddende dér i adventslysenes skær kan vores længsel efter varme og nærvær blive opfyldt.

Hvis vi får ro på og går off-line, ser og mærker vi heller ikke bare os selv, men også hinanden på en anden måde. ”December er den måned, som man gruer allermest for, når man er ulykkelig”, skrev én. Advent er derfor også tiden, hvor vi med fordel kan kikke os lidt omkring for at fornemme, om der er én, der er ulykkelig. Om der er én, der skulle ske at have brug for et lille stykke af mig og min tid i den glade og grusomme december?

Digteren Sten Kaaløs enkle ord er værd at tage med på vejen:

”Gå i mørket med lyset.

Gå i visheden om

ikke at gå alene.

Gå med lyset – kom!”

Annonce
Birgitte Molin
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Sønderjysk viceborgmester fortjener ros for sin kritik af partifæller

Ret skal være ret: Ejler Schütts kritik af et par af sine partifæller er både modig og fortjener respekt. Jeg har igennem årene været efter viceborgmesteren fra Dansk Folkeparti ved flere lejligheder. For eksempel da han i 2015 i ramme alvor mente, at militæret skulle sættes ind imod de vandrende flygtninge på den sønderjyske motorvej. Eller når han i flere tilfælde nærmest har zigzagget sig igennem de politiske debatter og behandlinger i byrådssalen med forskellige synspunkter til samme sag. Eller som dengang han i forbindelse med kommunalvalget i 2017 slog til lyd for, at Slesvigsk Parti skulle afholde sig fra at stemme i sagen om Fjordskolens flytning til Kruså med den begrundelse, at der var tale om et rent dansk anliggende. Her rystede selv partifæller på hovedet af viceborgmesteren. I DENNE UGE er det så Ejler Schütt, der fik nok af sine egne. Ikke af sine partifæller i byrådet – tværtimod. De fem DF-byrødder er nemlig gået samlet til angreb på to markante DF’ere: folketingsmedlem Søren Espersen og forhenværende MF’er Martin Henriksen. De to fremtrædende DF’ere slog i denne uge i JydskeVestkysten til lyd for, at Sydslesvig skal tilbage til Danmark – altså noget i retning af, som det var før 1864 … De tanker har medlemmer af Sydslesvigudvalget, hvor også Martin Henriksen sidder, kaldt både provokerende og tåbelige, og på lederplads i JydskeVestkysten i denne uge karakteriserede chefredaktør Mads Sandemann tankerne eller ønskerne fra de to DF’ere som ”respektløse”. EJLER SCHÜTT ER helt på linje. I JydskeVestkysten fredag og på jv.dk torsdag konstaterede viceborgmesteren: - De kan jo bare tage med op på Folkehjem. Dér hænger et kort over afstemningen i 1920, og det viser tydeligt, at grænsen går netop dér, hvor den bør gå. Schütt sigter på og angriber de to DF-landspolitikere med god grund. Som viceborgmesteren meget forståeligt undrende spørger: - Både Martin Henriksen og Søren Espersen siger samtidig, at det er urealistisk, at Sydslesvig bliver dansk. Jamen, hvorfor så overhovedet komme med de udtalelser. DER ER GRUND til at hæfte sig ved Ejler Schütts kritik af sine partifællers respektløse og mildt sagt meget besynderlige indspark i en debat, der ikke er. Og som heller ikke kommer til at være. Af to grunde: Dels er intern kritik ikke velanset i Dansk Folkeparti, og partimedlemmer får som minimum reprimander, når den slags sker. Dels er grænsen fastlagt én gang for alle ved folkeafstemningerne i 1920. Og flertallet for, at den del, vi i dag kalder Sydslesvig, skulle forblive som en del af Tyskland, var massivt. 80 PROCENT STEMTE tysk dengang, og man kunne spørge d’herrer Espersen og Henriksen, hvordan de forestiller sig, at befolkningen i Sydslesvig nogensinde skulle ønske at blive en del af Danmark? I stedet burde de som Schütt glæde sig over, at grænsen mellem Tyskland og Danmark er en af fredeligste i verden. Og i øvrigt notere sig, at det tysksindede mindretal nord for grænsen i dag ikke betragter sig selv som værende tyskere. Men som sønderjyder. Tak for kritikken af jeres egne, Schütt. Den tjener dig og din gruppe til ære. GOD WEEKEND

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];