Annonce
Debat

Debat: Barmhjertighedens corona-hospital- i skyggen af Kinas spil

Det gælder altså også om at beskytte det europæiske samarbejde, så det fortsat er funktionsdygtigt, når EU i fællesskab skal finde en vej ud af den økonomiske krise. Det er også i det lys, at nyheden om det tyske luftvåbens togt til Bergamo skal ses.

Lørdag morgen lettede et fly fra det tyske flyvevåben. Destinationen var Bergamo, hvorfra seks italienske covid-19 patienter skulle flyves til Tyskland. Ud på eftermiddagen landede flyet i Køln, og patienterne blev fordelt ud på hospitaler i delstaten Nordrhein-Westfalen.

Stort set samtidigt ankom seks franske patienter til Charité-hospitalet i Berlin. Ganske symbolsk betyder Charité barmhjertighed på fransk. ”Solidaritet stopper ikke ved bygrænsen”, lød det fra Berlins overborgmester Michael Müller. I løbet af weekenden gjorde otte ud af Tysklands 16 delstater klar til at tage imod 123 patienter fra Italien og Frankrig.

Ifølge den tyske udenrigsminister Heiko Maas burde det være ”en selvfølgelighed for alle i Europa, at vi hjælper hinanden. En for alle, alle for én”. Udenrigsministeren gjorde sig også til talsmand for, at der hurtigt oprettes en europæisk databank, så lande, der her og nu har intensivpladser i overskud, kan hjælpe nabolande i nød.

Tyske læger peger også på det vigtige i, at deres læger kan opnå vigtig viden om, hvordan akutte covid-19-patienter bedst muligt kan behandles, inden epidemien for alvor rammer Tyskland. Andre gjorde opmærksomme på, at Tyskland, der ganske vist har flest intensivpladser på hospitalerne, selv kan få behov for hjælp på et senere tidspunkt i krisen. Selvom den tyske hjælp er udtryk for barmhjertigheden, er den derfor også udtryk for en erkendelse af, at intet land i Europa kan håndtere krisen inden for dets landegrænser.

Et andet eksempel er produktion af de essentielle respiratorer, som der er mangel på over hele Europa. Søndag meldte én af Europas største respirator-producenter, Dräger, ud at 80 procent af produktionen faktisk er afhængig af, at grænserne til Tyskland forbliver åbne. Ellers kan reservedele ikke komme frem.

Når det tyske flyvevåben flyver patienter ind fra Frankrig og Italien, og virksomheder appellerer til, at varer fortsat kan komme ind over grænserne, er hovedformålet at redde menneskeliv.

Men der er også andet på spil, nemlig den europæiske ide.

Som Kommissionsformand Ursula von der Leyen i torsdags udtrykte det foran et gabende tomt Corona-ramt Europa-Parlament, vil europæerne efterfølgende ”huske, hvem der var der for dem i krisen – og hvem der ikke var”.

Kort sagt: hvad skal vi med den højtbesungne europæiske solidaritet, hvis regeringsledere alligevel kun har blik for egne statsborgere, når krisen rammer?

I krisens første uge svigtede medlemsstaterne hinanden ved ikke at hjælpe. Blandt andet Tyskland og Frankrig udstedte et eksportforbud for værnemidler, og ingen, udover Kina, svarede, at Italien råbte desperat om hjælp. Eksportforbuddene blev imidlertid hurtigt afskaffet og erstattet med fælles EU-indkøb af værnemidler. Dertil kommer, at lande i stor stil nu har sendt hjælp til ikke mindst Italien. De seneste tal viser, at Frankrig og Tyskland har doneret flere masker til Italien end Kina til sammen. Østrig har fløjet 1,6 millioner masker til Italien, og Frankrig har sendt 200.000 beskyttelsesdragter.

Ikke desto mindre har Kina (og til dels Rusland) haft held til at efterlade indtrykket af, at EU helt har svigtet, og at det kun er de to lande, der indtager rollen som de barmhjertige stormagter. I de seneste uger har Kina nærmest oversvømmet de sociale medier med billeder, hvor man ser kinesiske fly levere kassevis af værnemidler. Budskabet har ikke været til tage fejl af: Se, vi formår at hjælpe, hvor EU svigter!

Midt på ugen gjorde først EU’s udenrigschef Josep Borrell og siden Frankrigs Emmanuel Macron det imidlertid meget klart, at europæerne ikke må være naive. I disse dage raser der også en informationskrig, hvor magter udefra helt bevidst forsøger at splitte EU og styrke deres indflydelse i en række medlemsstater.

Skarpest var Macron: ”Der er meget snak om kinesisk og russisk hjælp. Hvorfor påpeger vi ikke, at Frankrig og Tyskland har leveret to millioner masker og titusindvis af kitler til Italien? Det er ikke tilstrækkeligt, men det er bare begyndelsen, og vi må ikke lade os blive påvirke af, hvad vores internationale partnere og konkurrenter siger”, sagde Macron.

Meldingen kom efter, at der i den italienske regering var udbrudt kritik af, at bl.a landets udenrigsminister kun kørte i lufthavnen for at tage imod hjælp fra Kina, men ikke når hjælpen kom fra EU-landene. Tilsvarende har Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt kritiseret Serbiens præsident skarpt for at kysse det kinesiske flag, da Kina sendt hygiejnemasker. Derimod var præsidenten helt tavs, da fly ankom fra EU.

I de kommende uger skal fokus naturligvis være på at redde menneskeliv. Det kræver samarbejde over grænserne. Men det gælder altså også om at beskytte det europæiske samarbejde, så det fortsat er funktionsdygtigt, når EU i fællesskab skal finde en vej ud af den økonomiske krise. Det er også i det lys, at nyheden om det tyske luftvåbens togt til Bergamo skal ses. Europæere skal hjælpe hinanden i nød og ikke lade stormagter drive kiler ned imellem dem.

Når nu Corona-kurven er ved at knække i Danmark, er spørgsmålet derfor, om tidspunktet ikke er kommet til, at vi herhjemme også overvejer, om vi kan hjælpe for eksempel det hårdt ramte Italien og Spanien.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce